På med proppen, tak! Nu skal der ikke fråses med det gode. Vi har lige fået det ordnet, ødelæg det nu ikke. IGEN!(!!)
Det er med at gemme på det man har nært. Og det der ikke varer evigt.
Jeg tror at jeg synes. Jeg synes jeg er blevet god til at sparre.
Måske for god. På nogle punkter.
Det er også med at nyde. Det finder jeg nu stadig mest naturligt.
Men hvad er der at sparre, hvis ikke proppen kommer af og på de rigtige tidspunkter?
Om og om, og om igen. Det giver absolut ingen mening. Eller jo. Men når modsætninger mødes, ved jeg at forunderligt sker. Det er det jeg føler nu. Men jeg kan ikke rumme det. Jeg tror. Som altid.
Jeg tror jeg bliver nød til at læse det her igen. Og forstå. Som for tit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar