Idag

To sind og en verden pt. 2

28/4 2009

Jeg kan selv. Jeg kan mere end dig. I dag kan jeg. Jeg står op kl. 7. Hvilket er tidligt, ja. Ikke så tidligt som mandag, men tidligt nok. Tidligt nok til jeg sagtens kan nå i skole. Men sådan noget. Nej tak. Jeg vil se det. Dig. Det. Jeg pjækker. Det er allerførste gang i dag. Helt rigtigt, altså.

Så jeg går. Jeg har intet med mig, af brug. Og alligevel er jeg fyldt op. Og det er mine lommer. Der kan man finde en masse. Hvis og hvis. Og lidt mere hvis. Hvis man hedder Alexander, og ved hvad det er. Jeg hedder Alexander, og jeg ved det.

Jeg er opdelt og splittet, i al simpelhed: Rebelskhed, utryghed og nyfundne forventninger. Lige præcis de nyfundne forventninger ser jeg tydeligt. At det ikke bliver opfyldt er noget andet. For de er der. Jeg tror på meget. Men jeg er heller ikke naiv. Så at jeg tror, synes jeg godt om. Det er stort at jeg tror på dig.

Jeg sidder. For jeg er allerede færdig med at gå. Det er heller intet stort. Så nu sidder jeg. Jeg finder mig til rette. Aflåst for ventetiden. Jeg sidder på det klammeste narko-toilet. Aflåst i tryghed. Og det er fint. For man må godt side, når også man har gået. Og jeg går en del. Men ikke så meget som jeg sidder til tider. I dag går jeg mest. Men før det finder jeg mig nu til rette på et andet sæde. Her ser jeg en masse. Hvad ser du med? Det svinger her. Jeg ser lige nu med øjnene. Ud af vinduet, og ned på blækket. På en skov, i en bog. Jeg har glemt hvad jeg har gjort. Igen. Jeg har i hvert fald ikke løjet.

Så venter jeg igen. Men jeg føler mig blot afsløret. Har i set mig? Kigger i ikke efter mig, og holder øje. Klassekammerater og lærere. Nej. For her er i ikke. Jeg falder i søvn. Står op. Så falder jeg i søvn igen. Og hej. Der er du. Jeg prøve igen. Og.. Hej! Dér er du! Nu er jeg ikke så bange mere. For du har lige taget dine solbriller af – de der som minder mig om Jesus and Mary Chain. Dem der minder dig om Juno. Juno minder om dig. Det er ren kædereaktion. Faktisk kan jeg ikke selv. Det afhænger af så meget. Jeg prøver meget. Det er mit nytårsforsæt. Jeg vil faktisk være uafhængig. Men det spolerer min mor. Hun er dejlig. Hun har mere kærlighed end jeg. Eller ikke. Men hun er stor. Større end træet der væltede i haven. Gamle nyheder. Træet væltede for flere år siden.

Vi snakker. Og vi laver også andet. Ikke det jeg havde forventninger til. Jeg forventede mere. Men at forvente er ikke det rette ord. For selvom det ikke var det. Så var det sikkert nok. For i dag er ugens bedste dag, og i dag er musikken højest. Jeg har fået min ipod igen. Hvor er her varmt. Så varmt at jeg er fyldt op med det. Det er varmt i dag. Det er en varm dag.

Jeg vinker faktisk. Kliché. Jeg synes det var et godt farvel. Farvel. Godt fordi jeg vinker. Du skriver at du elsker mig, og jeg rykker på skuldrene. Det ser du godt, og kigger lidt sært på mig. Og smiler. Smiler det der smil. Jeg kan godt være arrogant. Det sagde du også i dag. Men jeg er god. Og jeg er glad. Det ideale menneske, uden tvivl. For det er jo klart det jeg sigter efter.

Nej. Jeg er faktisk bare ligeglad. Det virkede bare som det der burde stå.

And it rips through the silence; all that is left is all that i hide – Det synger du. I lidt over to minutter. Det er noget jeg godt kan lide. Det er en sang. En sang der hedder Elephant Gun. Sangen er skrevet af et alias AKA Beirut. Og det er en sang man savner. Og det gør jeg også nu. Jeg savner den. Men du synger det kun i to minutter. Og du plejer i syv. Men så synger en anden – Min mobil. Den ringer, og du er der allerede igen. Din stemme er blød. Og vi snakker. Lige lidt.

Jeg er hjemme. Efter lidt. Lidt kaldes også at gå. Men når jeg kommer hjem står der noget andet på tapetet. Jeg gider ikke sidde. Ikke i dag. Så jeg smider tøjet, kaster nudler ud over alt. Jeg græder. For jeg er så træt. Så træt, at nudler blot burde være i munden. Tygge tygge. Nej. Jeg samler op. Men jeg er under min dyne om lidt igen. Og varmen.. Den har jeg igen. Der er varme under min dyne. Så varmt at jeg husker hvor tyg jeg er. Jeg er rigtig tyg i dag.

DOM DOM. Klaveret brummer. I mine ører. Den brummer mig i, til en anden ringer: ”Jeg ville bare høre, har du det godt Alexander?”

Min dag har ikke haft meget nyt at byde på. Jeg er blevet varm gang på gang. Tak Sabrina. Tak dyne. Tak Pelle.

Jeg sidder. Ved du hvad? Jeg er splittet på ny. Mine fødder er plantet på et tæppe. Intet mere. Min røv er svøbet ind i sofa – den sidder på et dødt dyr.

Mine fingre rykker febrilsk efter mere. Nu er der ord. Dem har jeg lavet. Helt selv. Jeg kan selv.