Jeg længes

Efter hvad ved jeg ikke. Noget. Noget der har med dig at gøre. Tror jeg da i hvert fald..

Jeg kan ikke helt overskue det, og jeg kan vel heller ikke forlange af mig selv, at kunne forklare det her i ord.

Men jeg længes, og det har i hvert fald noget med dig at gøre, eller bare tanken.

Giv mig det der, du ved hvad. Du gav det engang, og jeg forstår ikke hvorfor det stoppede. Måske er det nu jeg udnytter den alt for klamme og opbrugte sætning "Mon det bare er mig?", "Eller er det min.. Fejl?" - Eller er jeg bare et mere egocentreret menneske end hvad jeg selv kan se. Eller nogen anden.

Jeg længes. Efter en følelse, en bekræftelse, mere kan jeg ikke selv gennemskue, hvorvidt den er fra mig selv, eller fra dig. Bekræftelsen. Jeg længes efter dig og mig, på en bakke, med vores sted bag os, og den forgående himmel, der blot forsvinder ind til større, dit ansigt.

Det her virker, hvis altså det er til forståelse, meget unødvendigt. Men det er 'pointen' ikke. Jeg længes. Og jeg må til at droppe at skrive alle de indlæg om dig. I det mindste er jeg forberedt på at en reaktion nok ikke er det jeg skal gå efter. MEN. Det er dog ude nu. Jeg er tømt. For en stund?



Om lidt længes jeg nok igen..