Igår

To sind og en verden

27/4

Og lidt mere til. Sådan tænker jeg normalt når jeg vågner. Men ikke i dag. For i dag var det jo specielt. Det troede jeg sgu ikke til start. Men jo. Mon ikke det var. Tænkte det gjorde jeg. Jeg begyndte på et tidspunkt. Engang da jeg var ”vågnet”. Normalt: ”Hvad er klokken?” Noget i den stil. Og noget i den stil tænker jeg hver morgen. I dag: ”Hvor er jeg? Hvad skal jeg i dag?” Du skal i skole. Ja tak. Det fandt jeg jo ud af. Da jeg blot var vågnet, og var udsat for fornemmelsen af at leve fra morgenstunden af. Så blev jeg blot afskrækket af virkelighedens værste side. Forpligtelser! Skole, skole, skole. Som om jeg kunne overskue det. Men jo. At blive overrasket har man lov til. Så jeg stod op.

Jeg stod op. Jeg stod op for at stå for tidligt op. Jeg møder kl. 9 om mandagen. Det ved jeg jo godt. Men jeg levede. Og når man lever, ja så føler man også. Og jeg følte for at stå alt for tidligt op. Kl. 7. Tror jeg nok.

Jeg vågner op. Sådan rigtig op. Jamen.. Det gør jeg altså! Mor.. Altså.. Min far. Han er ikke hjemme. Han er i Sverige, og det er han med en der hedder Niels. Sådan en der skal væk fra virkeligheden. Han er også min onkel. Mig og onkel er ikke så ens i dag. For i dag elsker jeg virkeligheden.

Jeg er vågen nu. Jeg har nemlig gjort mig klar, og tænkt planer igennem. Jeg har ikke lavet alle mine lektier. Men det har jeg sagt. Jeg løg. Men sådan gør jeg. Jeg laver dem alligevel i skolen, og mine lærere er tilfredse med mit arbejde. De kan nu meget godt lide mig. Alle sammen. Næsten. Tror ikke Hanne synes jeg er et wonderkid. Men jeg kan heller ikke lide hende.

Jeg går. Og det gør jeg fordi jeg kan. Jeg elsker mine ben. Og hader deres former i dag. For jeg har taget på. Men ikke det går mig på. Det gør noget andet. Ja.

Lige der.

Lige der var faktisk det eneste tidspunkt jeg var virkelig bekymret. Du havde skrevet en masse. Du havde brug for mig, og det har jeg også for dig. Men der. Der sov jeg lige. Og vågnede blot op til dine kvaler. Og de er også mine. Ikke i medlidenhed, på trods af jeg har givet dig rigelig. Men fordi vi er to om det. Og i dag er det bare ekstra træls. Træls udover det sædvanlige.. At skulle tage ansvar. For måske er du gravid. Måske. Måske som i for tredje gang. For vi passer ikke på. Lige der.. Ikke fordi jeg ikke ville, for alt med dig holder mig højere oppe end før. Men lige der. Da du fik den idé.. Jaja, vi gør det uden. Lige der. Der var det noget andet jeg ville. ”Jeg har virkelig lyst til en krydderbolle”.. Det sagde jeg. Din respons var blid, og dog hård – som vi begge kan lide det. Charmerende! Ja, det er det vi kalder det! Du svarede: ”Bare lige hurtigt igen først, Alexander?” Og du rev mig ned. Du havde allerede revet mit tøj af. Igen. Jeg elsker det.

”Så lad gå.. Bare jeg får krydderbollen bagefter!”

Men det gjorde jeg ikke. Men jeg fik mere af dig – og sådan skete det et par gange igen.

Ja. Meget går gennem mit hoved, mens jeg går ud af døren, gennem hækken, ud i skurret, tager nøglen – fra det hemmelige sted. Og. Går tilbage. Gennem hækken. Låser døren. Forfra igen.

Jeg har fuglekvidder i mit hoved. Ikke den ægte. Den jeg hader. Hader fuglekvidder. Om morgenen. Og når jeg er optaget. Men fuglekvidder. Som i en sang. Har to sange på hovedet. Og den ene er ekstra god. Virkelig virkelig god.. Sommerens bedste. Og det siger en del. For hvis der er noget jeg har forstand på, og passion for – så er det musikkens udtryksform!

“And I believe in gentle harmony

How I loathe all this obscenity

is this the way my life has got to be

by a single opportunity”

Jeg går. Og jeg er faktisk nået langt. Men ikke så langt som jeg plejer. Så går jeg lidt igen. SOM JEG PLEJER. Men sådan gør jeg ikke i dag. Så sent vender jeg om. Jeg kigger på det. Det der før var tilbage og nu er frem. Det har jeg aldrig set før, nu. Det har jeg aldrig set før nu. Jeg nyder det faktisk. Et kort øjeblik. Jeg venter nærmest på noget. Men man siger så meget. Noget man siger, er at intet kommer til dem der venter. Det siger helte. Helte som dig, Troels. Men du har ikke ret. For af at vente, fik jeg dagens klare højdepunkt.

Jeg lever.

Men nu sidder jeg alene i min klasse. Og der kommer en anden ind. Efter jeg har været på toilet, og ventet. Igen. Du giver mig nye planlægninger. Og vi snakker. Snakker, ikke taler. For vi er ikke tætte. Jeg kan kun lide dig når du er dig. Ikke sure dig. Også kom resten. Også. Også startede skolen. Med Hanne.

Lige nu lever jeg ikke.

Jeg lever heller ikke i det store frikvarter. For Pelle er syg, Morten spiller fodbold.. Med Casper. Og Isabella, er deprimeret og er taget hjem for at hente sig idræts tøj. Så det gør jeg også. Men nu er det hele for meget som det plejer. Men jeg nyder det. I dag elsker jeg livet.

Nu ved jeg af det. Jeg har fri. Det har været let. For jeg har haft det vi kalder ”optur på”. Massage er ordet. Og massage får jeg også der hjemme. Du ringer. Det havde vi snakket om. Massage af din stemme. Det er det jeg siger hej til. Mindst fem gange.

Nu laver jeg ingenting. Og det gør jeg længe. Intet er som det plejer. Jeg laver intet. I dag. Og i dag laver jeg intet. Og jeg elsker. Det. For første gang meget længe. Lidt ligger bag. Sådan noget forklarer jeg ikke. Jeg nyder. Kort og konkret, som de ord jeg nu har skrevet, præcis som jeg ville.

Jeg tror baggrunden ligger bag min glæde. Den perfekte weekend?

I dag er det sommer. Det håber jeg også det er i morgen. Så skriver jeg om det og dig.