Igen

To sind og en verden

29/4

I dag er det en dag. Jeg vågner – bare som jeg plejer. Alt er i dets rette sted. Også mig. Jeg ligger i min seng. Min dyne. Den ved jeg ikke hvor er. På gulvet. I fodenden. Jeg er træt. Så træt at jeg bare nyder. Jeg nyder løs, og jeg nyder at alt er i dets rette sted. Indtil jeg står op.

Min morgen er travl. Jeg tænker ikke. Men jeg tænker tilbage. Og det gør jeg også nu. Jeg tænker: Jeg tænker ikke.

Godmorgen. I dag er jeg hurtig. Hurtigere end jeg plejer. Det vil sige, at jeg er stået før op, hvilket vil sige, at jeg er trættere. Så jeg går ind i klassen. Godmorgen. Det siger i. Jeg tænker ikke. En, to, tre.. Og lidt til. Nu har jeg reageret. Godmorgen. Børn. Godmorgen børn. Mine klassekammerater. Det er sådan nogle jeg går i klasse med, ligesom andre. En klasse er en helhed – Du skal forestille at være en del. Men det er lige meget. Siger vi lige. For jeg tænker ikke.

Det er faktisk en god dag. Jeg sidder ved siden af to mennesker. Morten og Isabella. Isabella hælder meget op af at have lidt klamme feministiske tendenser. Morten ryger hash hver weekend. Jeg tager ikke stoffer. Og stop. Nu. Ikke mere feminisme. Ikke mere ding-ding-ding. Når det stopper. Så begynder det. Ding-ding-ding. Så stopper det. Du ved. Timen.

Jeg har Sanne. Jeg tror jeg hader hende. Så er det sagt. Det er bare rart. At hade nogen. Og det er bare rart jeg ikke sidder ved siden af en længere. Amanda. Det er sådan en ny pige vi har fået i klassen. Hun er en ny del. Den blødende del. Jeg tror sgu jeg siger det. Inde i mit hoved. Det runger: ”Euwi, klamme!” Ja. Jeg kan faktisk ikke lide hende. Hun måtte gerne gå, For hun kan ikke finde ud af noget. Også har hun hele tiden mens. ”Så det halve er nok”. Men det er lige meget.

Nu har jeg fri. Jeg er lidt asocial. Det skal i bare altid forveksle. Jeg er ikke arrogant. Fat det, kælling – Eller noget. Ungdommelig. Det er hvad jeg er. Jeg er 15 år. Så jeg må en del. Jeg må gå hjem, også må jeg skrive stil. Der er så meget jeg må. Så meget jeg må nå. Og lidt jeg skal. Og endnu mindre jeg har lyst til.

Jeg har lyst til at være forelsket. Så det er jeg. (Det har jeg været hele dagen).

Jeg sidder i sofaen, lige præcis som jeg også gjorde i går. Men så kommer min morfar. Og jeg har gammelmands-fobi. Så det er ikke særlig rart. Jeg savner min mormor. Selvom hun også var lidt klam til sidst.

Det er sjovt. Jeg skriver. Og jeg lyder sur. SÅ sur. Men i dag. I dag har det været den smukkeste dag i mit liv.

Jeg snakker. Det gør jeg engang imellem. Tit? Næsten lige så tit som jeg tænker. Så jeg snakker til min mor. Også tager jeg sko på. For det er jeg vokset op med. Det tager man på, når man skal ud. Jeg går ud. Ud af døren. Jeg er vokset op med at lukke døren efter mig. Men det virker plat. For nu er der en ny dør åben. Også lukker du den igen. Den til bryggerset. Nej. Det er selvfølgelig ikke den.

Det kaldes at gå over vejen. Så jeg går over vejen. Jeg går aldrig over fodgængerfeltet. Det her er lettere. Og lettest. Det er lettest at gå over vejen. Og jeg ved det godt. Det kan man dø af. Bare at gå over vejen. Dum dum dum. Men jeg er også kun 15 år. Så jeg må godt virke sur. Og dum. Dummere end jeg er. Jeg skulle jo også nødigt virke arrogant. Skulle jeg vel.

Her er græs. På græsset er der træer. Og en masse bag. Bag dem er der mere. Dem på græsset er pæne. Især det store. Ikke det største, det før det. Det hvide. Og store. Nu ligger jeg ned. Under det endda. Så går tiden. Men jeg tænker ikke. Så jeg tænker heller ikke over tid.

Nej. Nu har jeg løjet igen. For jeg har tænkt på dig hele dagen. Dét er at tænke. Og nu tænker jeg igen. Også endda på noget nyt. Skal vi klappe. Det tror jeg nu nok vi skal.

NÆ

Så blev jeg alvorlig. Og så var jeg ikke. Nu er jeg glad. Glad x glad = Lykke. Ren fornuft. Jeg er lykkelig. Bedre er jeg bare ikke til matematik. For fornuft har jeg ikke. Forunderlighed. Det har jeg. Og mit hoved er fyldt med det og dig.

Verden er uendelig. Også er den fyldt med håb. I dag har det været den smukkeste dag i mit liv. Det siger jeg til mig selv. Jeg ved ikke om det passer. Men er det rart? Det er rart. Og trygt. Jeg kan godt lide det. Også at håbe. Det er også lidt rart.

Men rarest er det her. Rarest er det når jeg er. Når jeg er noget. Og når jeg er mig. Mig selv. Det er jeg. Siger jeg til mig selv. Og jeg lyver ikke. Nu.

Stemmen hvisker i mit hoved. Det den hvisker, skriver jeg ned. Jeg skriver det nu. Kig ned. Der står det.

Hvis bare jeg kunne elske med dagen.

Mere ding-ding-ding. Når det stopper. Så begynder det. Ikke mere ding-ding-ding. Når det stopper. Så begynder det. Ding-ding-ding. Så stopper det. Du ved. Livet.

Sådan er det bare

Det er bare så rart når noget er. Når noget er som det er, og man ikke stiller spørgsmål ved det. Når noget er mennesket ubegribeligt. Det gør bare noget ved mig, og sådan er det bare.

Music Playlist at MixPod.com

Den smukkeste dag i mit liv

holder jeg i mine hænder. Essensen af hvad der betyder noget, ligger i ting der i bund og grund må være intet i et sløvsind. Nu kigger jeg, og jeg kigger ud over det. Jeg holder det i hånden. Sagt så let som muligt, på trods af så svært det var. For jeg hoppede. Jeg hoppede højt, for at kunne nå. Nå livet. Og jeg gav en lille del af mig selv, og dig, for at nå. Udover det, var det hoppet værd.


Den smukkeste dag i mit liv er blot falsk, siger du.

Crushed and filled with all I found underneath and inside out

Jeg vil bare fordybe mig i et univers som dette, hvor blomsten er lilla, og dit ansigt, ja det er sort, Alt er nyt. Nyt er nok til mig. Giv mig mere.

Fever Ray//Fuck Buttons at Put On Your Ear Goggles

Idag

To sind og en verden pt. 2

28/4 2009

Jeg kan selv. Jeg kan mere end dig. I dag kan jeg. Jeg står op kl. 7. Hvilket er tidligt, ja. Ikke så tidligt som mandag, men tidligt nok. Tidligt nok til jeg sagtens kan nå i skole. Men sådan noget. Nej tak. Jeg vil se det. Dig. Det. Jeg pjækker. Det er allerførste gang i dag. Helt rigtigt, altså.

Så jeg går. Jeg har intet med mig, af brug. Og alligevel er jeg fyldt op. Og det er mine lommer. Der kan man finde en masse. Hvis og hvis. Og lidt mere hvis. Hvis man hedder Alexander, og ved hvad det er. Jeg hedder Alexander, og jeg ved det.

Jeg er opdelt og splittet, i al simpelhed: Rebelskhed, utryghed og nyfundne forventninger. Lige præcis de nyfundne forventninger ser jeg tydeligt. At det ikke bliver opfyldt er noget andet. For de er der. Jeg tror på meget. Men jeg er heller ikke naiv. Så at jeg tror, synes jeg godt om. Det er stort at jeg tror på dig.

Jeg sidder. For jeg er allerede færdig med at gå. Det er heller intet stort. Så nu sidder jeg. Jeg finder mig til rette. Aflåst for ventetiden. Jeg sidder på det klammeste narko-toilet. Aflåst i tryghed. Og det er fint. For man må godt side, når også man har gået. Og jeg går en del. Men ikke så meget som jeg sidder til tider. I dag går jeg mest. Men før det finder jeg mig nu til rette på et andet sæde. Her ser jeg en masse. Hvad ser du med? Det svinger her. Jeg ser lige nu med øjnene. Ud af vinduet, og ned på blækket. På en skov, i en bog. Jeg har glemt hvad jeg har gjort. Igen. Jeg har i hvert fald ikke løjet.

Så venter jeg igen. Men jeg føler mig blot afsløret. Har i set mig? Kigger i ikke efter mig, og holder øje. Klassekammerater og lærere. Nej. For her er i ikke. Jeg falder i søvn. Står op. Så falder jeg i søvn igen. Og hej. Der er du. Jeg prøve igen. Og.. Hej! Dér er du! Nu er jeg ikke så bange mere. For du har lige taget dine solbriller af – de der som minder mig om Jesus and Mary Chain. Dem der minder dig om Juno. Juno minder om dig. Det er ren kædereaktion. Faktisk kan jeg ikke selv. Det afhænger af så meget. Jeg prøver meget. Det er mit nytårsforsæt. Jeg vil faktisk være uafhængig. Men det spolerer min mor. Hun er dejlig. Hun har mere kærlighed end jeg. Eller ikke. Men hun er stor. Større end træet der væltede i haven. Gamle nyheder. Træet væltede for flere år siden.

Vi snakker. Og vi laver også andet. Ikke det jeg havde forventninger til. Jeg forventede mere. Men at forvente er ikke det rette ord. For selvom det ikke var det. Så var det sikkert nok. For i dag er ugens bedste dag, og i dag er musikken højest. Jeg har fået min ipod igen. Hvor er her varmt. Så varmt at jeg er fyldt op med det. Det er varmt i dag. Det er en varm dag.

Jeg vinker faktisk. Kliché. Jeg synes det var et godt farvel. Farvel. Godt fordi jeg vinker. Du skriver at du elsker mig, og jeg rykker på skuldrene. Det ser du godt, og kigger lidt sært på mig. Og smiler. Smiler det der smil. Jeg kan godt være arrogant. Det sagde du også i dag. Men jeg er god. Og jeg er glad. Det ideale menneske, uden tvivl. For det er jo klart det jeg sigter efter.

Nej. Jeg er faktisk bare ligeglad. Det virkede bare som det der burde stå.

And it rips through the silence; all that is left is all that i hide – Det synger du. I lidt over to minutter. Det er noget jeg godt kan lide. Det er en sang. En sang der hedder Elephant Gun. Sangen er skrevet af et alias AKA Beirut. Og det er en sang man savner. Og det gør jeg også nu. Jeg savner den. Men du synger det kun i to minutter. Og du plejer i syv. Men så synger en anden – Min mobil. Den ringer, og du er der allerede igen. Din stemme er blød. Og vi snakker. Lige lidt.

Jeg er hjemme. Efter lidt. Lidt kaldes også at gå. Men når jeg kommer hjem står der noget andet på tapetet. Jeg gider ikke sidde. Ikke i dag. Så jeg smider tøjet, kaster nudler ud over alt. Jeg græder. For jeg er så træt. Så træt, at nudler blot burde være i munden. Tygge tygge. Nej. Jeg samler op. Men jeg er under min dyne om lidt igen. Og varmen.. Den har jeg igen. Der er varme under min dyne. Så varmt at jeg husker hvor tyg jeg er. Jeg er rigtig tyg i dag.

DOM DOM. Klaveret brummer. I mine ører. Den brummer mig i, til en anden ringer: ”Jeg ville bare høre, har du det godt Alexander?”

Min dag har ikke haft meget nyt at byde på. Jeg er blevet varm gang på gang. Tak Sabrina. Tak dyne. Tak Pelle.

Jeg sidder. Ved du hvad? Jeg er splittet på ny. Mine fødder er plantet på et tæppe. Intet mere. Min røv er svøbet ind i sofa – den sidder på et dødt dyr.

Mine fingre rykker febrilsk efter mere. Nu er der ord. Dem har jeg lavet. Helt selv. Jeg kan selv.

Igår

To sind og en verden

27/4

Og lidt mere til. Sådan tænker jeg normalt når jeg vågner. Men ikke i dag. For i dag var det jo specielt. Det troede jeg sgu ikke til start. Men jo. Mon ikke det var. Tænkte det gjorde jeg. Jeg begyndte på et tidspunkt. Engang da jeg var ”vågnet”. Normalt: ”Hvad er klokken?” Noget i den stil. Og noget i den stil tænker jeg hver morgen. I dag: ”Hvor er jeg? Hvad skal jeg i dag?” Du skal i skole. Ja tak. Det fandt jeg jo ud af. Da jeg blot var vågnet, og var udsat for fornemmelsen af at leve fra morgenstunden af. Så blev jeg blot afskrækket af virkelighedens værste side. Forpligtelser! Skole, skole, skole. Som om jeg kunne overskue det. Men jo. At blive overrasket har man lov til. Så jeg stod op.

Jeg stod op. Jeg stod op for at stå for tidligt op. Jeg møder kl. 9 om mandagen. Det ved jeg jo godt. Men jeg levede. Og når man lever, ja så føler man også. Og jeg følte for at stå alt for tidligt op. Kl. 7. Tror jeg nok.

Jeg vågner op. Sådan rigtig op. Jamen.. Det gør jeg altså! Mor.. Altså.. Min far. Han er ikke hjemme. Han er i Sverige, og det er han med en der hedder Niels. Sådan en der skal væk fra virkeligheden. Han er også min onkel. Mig og onkel er ikke så ens i dag. For i dag elsker jeg virkeligheden.

Jeg er vågen nu. Jeg har nemlig gjort mig klar, og tænkt planer igennem. Jeg har ikke lavet alle mine lektier. Men det har jeg sagt. Jeg løg. Men sådan gør jeg. Jeg laver dem alligevel i skolen, og mine lærere er tilfredse med mit arbejde. De kan nu meget godt lide mig. Alle sammen. Næsten. Tror ikke Hanne synes jeg er et wonderkid. Men jeg kan heller ikke lide hende.

Jeg går. Og det gør jeg fordi jeg kan. Jeg elsker mine ben. Og hader deres former i dag. For jeg har taget på. Men ikke det går mig på. Det gør noget andet. Ja.

Lige der.

Lige der var faktisk det eneste tidspunkt jeg var virkelig bekymret. Du havde skrevet en masse. Du havde brug for mig, og det har jeg også for dig. Men der. Der sov jeg lige. Og vågnede blot op til dine kvaler. Og de er også mine. Ikke i medlidenhed, på trods af jeg har givet dig rigelig. Men fordi vi er to om det. Og i dag er det bare ekstra træls. Træls udover det sædvanlige.. At skulle tage ansvar. For måske er du gravid. Måske. Måske som i for tredje gang. For vi passer ikke på. Lige der.. Ikke fordi jeg ikke ville, for alt med dig holder mig højere oppe end før. Men lige der. Da du fik den idé.. Jaja, vi gør det uden. Lige der. Der var det noget andet jeg ville. ”Jeg har virkelig lyst til en krydderbolle”.. Det sagde jeg. Din respons var blid, og dog hård – som vi begge kan lide det. Charmerende! Ja, det er det vi kalder det! Du svarede: ”Bare lige hurtigt igen først, Alexander?” Og du rev mig ned. Du havde allerede revet mit tøj af. Igen. Jeg elsker det.

”Så lad gå.. Bare jeg får krydderbollen bagefter!”

Men det gjorde jeg ikke. Men jeg fik mere af dig – og sådan skete det et par gange igen.

Ja. Meget går gennem mit hoved, mens jeg går ud af døren, gennem hækken, ud i skurret, tager nøglen – fra det hemmelige sted. Og. Går tilbage. Gennem hækken. Låser døren. Forfra igen.

Jeg har fuglekvidder i mit hoved. Ikke den ægte. Den jeg hader. Hader fuglekvidder. Om morgenen. Og når jeg er optaget. Men fuglekvidder. Som i en sang. Har to sange på hovedet. Og den ene er ekstra god. Virkelig virkelig god.. Sommerens bedste. Og det siger en del. For hvis der er noget jeg har forstand på, og passion for – så er det musikkens udtryksform!

“And I believe in gentle harmony

How I loathe all this obscenity

is this the way my life has got to be

by a single opportunity”

Jeg går. Og jeg er faktisk nået langt. Men ikke så langt som jeg plejer. Så går jeg lidt igen. SOM JEG PLEJER. Men sådan gør jeg ikke i dag. Så sent vender jeg om. Jeg kigger på det. Det der før var tilbage og nu er frem. Det har jeg aldrig set før, nu. Det har jeg aldrig set før nu. Jeg nyder det faktisk. Et kort øjeblik. Jeg venter nærmest på noget. Men man siger så meget. Noget man siger, er at intet kommer til dem der venter. Det siger helte. Helte som dig, Troels. Men du har ikke ret. For af at vente, fik jeg dagens klare højdepunkt.

Jeg lever.

Men nu sidder jeg alene i min klasse. Og der kommer en anden ind. Efter jeg har været på toilet, og ventet. Igen. Du giver mig nye planlægninger. Og vi snakker. Snakker, ikke taler. For vi er ikke tætte. Jeg kan kun lide dig når du er dig. Ikke sure dig. Også kom resten. Også. Også startede skolen. Med Hanne.

Lige nu lever jeg ikke.

Jeg lever heller ikke i det store frikvarter. For Pelle er syg, Morten spiller fodbold.. Med Casper. Og Isabella, er deprimeret og er taget hjem for at hente sig idræts tøj. Så det gør jeg også. Men nu er det hele for meget som det plejer. Men jeg nyder det. I dag elsker jeg livet.

Nu ved jeg af det. Jeg har fri. Det har været let. For jeg har haft det vi kalder ”optur på”. Massage er ordet. Og massage får jeg også der hjemme. Du ringer. Det havde vi snakket om. Massage af din stemme. Det er det jeg siger hej til. Mindst fem gange.

Nu laver jeg ingenting. Og det gør jeg længe. Intet er som det plejer. Jeg laver intet. I dag. Og i dag laver jeg intet. Og jeg elsker. Det. For første gang meget længe. Lidt ligger bag. Sådan noget forklarer jeg ikke. Jeg nyder. Kort og konkret, som de ord jeg nu har skrevet, præcis som jeg ville.

Jeg tror baggrunden ligger bag min glæde. Den perfekte weekend?

I dag er det sommer. Det håber jeg også det er i morgen. Så skriver jeg om det og dig.

På/af

På med proppen, tak! Nu skal der ikke fråses med det gode. Vi har lige fået det ordnet, ødelæg det nu ikke. IGEN!(!!)

Det er med at gemme på det man har nært. Og det der ikke varer evigt.

Jeg tror at jeg synes. Jeg synes jeg er blevet god til at sparre.

Måske for god. På nogle punkter.

Det er også med at nyde. Det finder jeg nu stadig mest naturligt.

Men hvad er der at sparre, hvis ikke proppen kommer af og på de rigtige tidspunkter?

Om og om, og om igen. Det giver absolut ingen mening. Eller jo. Men når modsætninger mødes, ved jeg at forunderligt sker. Det er det jeg føler nu. Men jeg kan ikke rumme det. Jeg tror. Som altid.

Jeg tror jeg bliver nød til at læse det her igen. Og forstå. Som for tit.

Du er

I mig.
I mit ansigt.
Og i mit hoved.
Så er du væk igen.
Og jeg fornemmer dig ikke.
Der var du igen.
Du havde hele tiden været der.
Du puster.
Det du giver mig.
Det du giver mig, det har jeg brug for.
Du er mere en del af jeg, end jeg er en del af dig.
For med realitet. Der er du mig meget større.
Men jeg ved. Jeg ved at du os begge vil være lige.
For du giver mig alt du har.
Og det eneste jeg giver igen er
Kærlighed.

For liv. Jeg giver blot igen. Gavmilde verden.

Music Playlist at MixPod.com

X

X

Det ville være meget rart med noget lettydeligt, på trods af det ord blot er selv-opfundet. Noget der er til at forstå, og har en ydre mening. Ikke bare x. Bare en matematisk formel. Et tegn til indgang. Eller udgang?

Er jeg ude eller inde? Eller hvilken vej er jeg på vej. At ønske. Jeg ønsker bare en anden kunne give mig svar den her gang.

Du er så x. Det er i mange der er. Skizofrene kællinger/smukke kvinder.

Pasha

Siger det hele. Respekt.

Du tror du lever evigt
Du tror din krop er din
Din mund er dum og åben
Din hud den er så fin

Du vil ikke andet
end at smage kødets lyst
Du kan ikke andet
end at synge med andres røst
Jeg vil ikke leve
Hvis du er guden her
Jeg kan ikke se det
Hvorfor er du stjernen her?

Uopfindsom, så jeg tager andres ord til mig

And I can't find the cord
To pull the plug
So I loop forever

Hvor man kan kede sig

Det kan man hjemme. På den værste dag i 5 år. Det har jeg navngivet den. Den har fået æren..
Hvor man kan kede sig. Hvor kan man kede sig? Kede sig så meget, at man givet et andet, skylden for at det er sådan det er.

Jeg siger sgu da heller ikke 'æææææææææh, jo jo. Det har jeg læst. Et sted." Op i røven.


Der kom du. Eller skulle jeg sige.. Der kom jeg. Jeg kom. Jeg så. Jeg s... så dig.

Der lå du. Mindre end du plejede. Under, ovenpå. Væk.

Det er spild af energi, for du tænker slet ikke.
- Hvad gør du så?
Du sover.
Gør du ikke?
Jo du gør. For du er så træt.
Men hvad er du træt af?

Blot dit eget væsen. Du har ingen selvrespekt. Respekt. FOr hvad du egentlig er. Du er meget mindre end jeg. Derfor. Derfor får du intet mere end hvisken. Får mere er jeg heller ikke. End et produkt af din fantasi.

Jeg hvisker
Jeg hvisker: Løsriv mig?

At lænke og at lænkes. At tænke og blot.. at tænkes.

Nu står jeg ved siden af dig. Langt fra mere, som ved din side.

Nu hivsker jeg. For jeg er. Drømmehvisker. For jeg er.

Du giver mig ikke meget respekt. Du g iver dig ikke nogen selvrespekt.

SÅ
Mere får du da heller ikke igen. Du får ikke mere.

Er du overhovedet menneske?
Er jeg overhovedet drømmehvisker?

Nu hvisker jeg. Men ikke mere. Mine ord er svage. Som.
Som så meget andet.

Hvordan har du det nu? Som jeg? Som os.

Hvis blot jeg kunne, men denne rolle er jeg ikke givet. Ikke røre. Denne rolle er jeg ikke givet. Tak Alexander.

Jeg vil bare. Så gerne.

Men jeg er ikke mere end du giver mig lov til. Så giv mig nu bare.
Lov.

Er du overhovedet? Og er jeg?

Jeg hvisker. Så tæt på jeg kan. Jeg må.

Stadig. Intet mere end blot hvisken. Men du hører mig. Tydeligt? Det ved ikke - sagt med menneskemåde.

For jeg er ikke længere
Drømmehvisker

Her er den ro, du så gerne vil have.

For jeg er ikke mere. Og det er du i hvert fald heller ikke.

ER du.

Er du overhovedet menneske?

.. Det siger egentlig virkelig meget. Så en dag burde jeg nok gøre det lidt mere. Velskrevet?

Bebrejdelse

Bebrejdelse. Det kan man ikke. Man kan ikke bruge det til noget. Så du må ikke bebrejde mig, når jeg bare tænker.

Jeg tænker.

er det ikke lige gået over stregen?

Det er stadig nat, Alexander

Fyldt med usikkerhed. Nej. Blot mangel på bekræftelse. Fra din side. Det er en lille en. Så lille, at du blot burde sige "ja", og glad måtte jeg blive. Et ja, lige nu.

Normalt gør du det godt. Rigtig godt. Endnu bedre. For det meste. nærmest a l t i d.

Fantastisk. Det er du. Forunderlig.

DET ER DU OGSÅ

Fra din side.. Hold kæft det lyder bebrejdende. Mit ordforråd, er blevet fyldt med misforstået forræd.

Vågn op. Så siger du: "Ja, Alexander. Jeg kommer stadig." Så bliver jeg glad. Rigtig glad. Endnu gladere. End for det meste. Nærmest glad for altid. For det ville være så godt (hvis ikke det bedste), så godt at vi begge ved det er urealistisk.

Vågn op. Så siger du: "blablabla, der er kommet noget i vejen igen." Så bliver jeg skuffet. Bliver jeg det? Næ. Jeg får blot bekræften realiteten. Igen - Du er fantastisk. For jeg ved, at du kan ændre den blotte realitet.

Jeg elsker dig så inderligt. Ikke fordi jeg føler det er vanskeligt, men det er det. Vel.

Men det elsker jeg også.

Det er højst en måned siden det gik op for mig hvad det betød. Nu bruger jeg det gerne. Elsker.

Elskere. For det vi er, det vi kan.

Vi er meget mere. Vi er du og jeg.

Og vi er sammen.

Der er så meget

Omkring mig. Alt det her 'så meget' ser jeg mig selv i, og mine handlinger. Jeg giver det hele, det halve og lidt igen af mig selv, blot fordi det er min.. Menneskelige pligt?

Egentlig noget lort at lukke ud.

Det er bare.. Det er blot. Jeg føler jeg spredes, eller at jeg afgiver de forkerte ting. Er jeg mere eller mindre menneske nu? Hvad med imorgen? eller igår? Du får lidt, og det gør du også. Også dig; Du får endnu mindre. For mere har du sgu ikke brug for. Anonymiteten ligger jo ikke langt inde. Men er den også udenpå?

En kvinde. To kvinder. Ingen kvinder.
Blot piger.

I gør det jo også. Gør i ikke?

ROD

Det er over det hele. Den energi jeg burde bruge, den er også væk. Lånt ud, givet. Frådseri.

Jeg tror jeg har tabt mig selv. Tabt mig selv i det nye og det gamle. Spændte jeg selv ben, eller skubbede du/en mig?

Music Playlist at MixPod.com

Ord

Det er svært at tyde hvor vidt ord er noget værd, men det ændrer dog ikke på det faktum at en del af dem er lette at nyde. I hvert fald for mit vedkommende.

Lige nu læser jeg stadig halvt And There Was Light, mens jeg fik læst mig igennem Märta Tikkanen's Århundredes kærlighedseventyr her den anden dag. En virkelig god bog egentlig. Fyldt med ord, der siger lige så lidt som din ryg gør, når jeg kigger på den i et forsøg på selv at blive så tom at jeg kan sove. kl. 1, kl. 2, kl. 3, kl. 4, kl. 5.. Men deres helhed, tja. Det var vel der jeg så det.

Ja, det sagde mig jo noget. Det er rart at vide man ikke er den eneste. Det er ikke fordi jeg just kunne relatere til det.. Det virkede bare så trygt at læse ordene for sig. Ny viden kan man ikke kalde det, men skønt er det.

Og smukt?

"Så samler jeg
de forfærdelig små rester
af mit mod
og hvisker stille
men kun til dem
der har øret helt nede ved jorden
og som kryber fremad
som jeg selv"



Også er det bare at blive færdig med den bog. Ja jeg har lagt læseplaner.. igen; Lidt småklamt.

John Milton - Det Tabte Paradis

William Blake - The Marriage between Heaven and Hell

Goethe - Faust

Og en masse andet jeg vil læse mig igennem ved siden af.

Fordi jeg kan

Nu skriver jeg fanme noget ordenligt. det har jeg sgu brug for. Så her kommer de sidste par dages tanker, indslag, citater, lyde. Alt i et. Fra min mors computer af, nu min egen ikke gider leve længere. Og nu skal min kærlighed for rod ud.



And everywhere I go,
There's always something to remind me
Of another place and time
Where love that travelled far had found me.

We stayed outside til two,
Waiting for the light to come back,
But hid in talk I knew,
Until you asked what I was thinking.

eller nej... Resten kommer senere. Fokuseret blev jeg pludselig, lidt småklamt egentlig. Men sangen siger bare alt. Lyrisk, fantastisk! Bare fandens god på så mange punkter.. Også er jeg bare helt bidt i musikvideoen, hvilket jeg altid har været. En sang der bare aldrig bliver ringe.

er det nu vi skal leve? Igår var da også god, det er imorgen vel også?

Top 25

At kede sig så meget, at ens liv virker håbløst. At kede sig så meget at jeg nu skriver min top 25 af musik fra sidste år, hvis jeg nu skal skære det ned til.. kun 25 plader. Okay, det er faktisk ikke så meget igen, når man tænker på at der både var comebacks som Beck's Modern Guilt og danske stoltheder (ulala) som Choir of Young Believers, eller Leth & Co's Vi sidder bare her.. Jeg keder mig meget. tak.

25. Passion Pit - Chunk of Change



24. Crystal Castles - Crystal Castles



23. Cartridge - Fracture



22. The Last Shadow Puppets - The Age of the Understatement

21. Kings of Leon - Only by the Night



- Egentlig fanges jeg kun af halvdelen af albummet. Men det er også en virkelig god halvdel. Use Somebody er total blevet soundtracket på sidste år for mit vedkommende.

20. Fuck Buttons - Street Horrising



19. Veto - Crushing Diggits


- Jeg kan bare ikke få nok af Troels Abrahamsen.

18. Fleet Foxes - Fleet Foxes



- Fordi den bare gav mig lyst til at høre folk hver evig eneste dag.

17. Department of Eagles - In Ear Park



16. TV on the Radio - Dear Science



15. MGMT - Oracular Spectacular



- Og jeg hoppede glad med på Psych-bølgen.

14. Jay Reatard - Matador Singles



- Fordi det bare er kvali der giver mig liv og lyst tilat hoppe ud af døren igen.

13. Santogold - Santogold



12. Hot Chip - Made in the Dark


11. Foals - Antidotes




10. Animal Collective - Water Curses



- Det overraskede mig hvad man kunne sige med musik da jeg hørte Street Flash og Cobwebs.

9. Lykke Li - Youth Novels



- Kort og godt som alt det andet lort: Den flotteste kvindelige stemme fra 2008.

8. Lulu Rouge - Bless You



7. Friendly Fires - Friendly Fires



6. Gang Gang Dance - Saint Dymphna


- Fordi det er udfordrende og bare bliver bedre og bedre. Sommerens højdepunkt er jeg overbevist om.
5. Late of the Pier - Fantasy Black Channel



4. Yeasayer - All Hour Cymbal



3. Vampire Weekend - Vampire Weekend



2. Frightened Rabbit - Midnight Organ Fight



- Fordi et band som Frightened Rabbit er noget af det der musikalsk har gjort størst indtryk på mig. Det er gud, jeg tror nærmest jeg kan huske hvert øjeblik jeg har hørt dem, og det er en del.

1. Bon Iver - For Emma, Forever Ago



- P e r f e k t. Det får mig bare til at føle, og føle for det jeg har og havde. Det minder mig om hvor glad jeg er for livet, også en dag som idag, hvor jeg ikke orker det. Bare at tænke på ham. Alle de gange jeg har 'sunget' For Emma's sange alene hjemme.. Alle de gange jeg har hørt albummet igennem for at få tro, håb, og alt det der pis jeg ikke kan komme udenom. Også minder det mig bare om starten. Sabrina.

Med mere

Det hele er jo vendt rundt på gulvet. Så hvorfor falder det ikke fra hinanden?


Nu troede jeg egentlig jeg var der. Men der er jo stadig lang vej endnu. Andet ville også være kedeligt.. Inden ferien er omme har jeg bestemt mig for om jeg vil blive ved med at gå baglæns, eller om jeg vil komme til ende.

Godt så. Så er det ude af hovedet resten af dagen.

Overfladiske og flødige følelser

Overfladiske og flødige følelser. Det virkede det til at være for en kort stund.

Giv mig vinteren tilbage, den var sgu god. Dengang sagde det hele mig noget mere. Igår frøs jeg, men i sommerens forræd. Jeg blev måske snydt. Snyder jeg mig selv? For et kort øjeblik virkede det hele dybt ligegyldigt. Ligemeget. På en hverken god eller dårlig måde, det var bare ligemeget. For en kort stund. Et par timer måske?

Jeg virkede glad, for de mest dominerende følelser var måske ikke gode som sådan førhen. Hvad ved jeg. Jeg er lidt forvirret - men det er ikke skidt, bare ligemeget.

Er det her den anden side?



Igår vidste jeg det, for et kort sekund! Ja, det gjorde jeg vidst. Modbevis eller bevis det. I dag. Imorgen måske? Imorgen ja.



Den lyse idé gik ud med det samme, og det gjorde vi også påny.

Og det er irelatvant hvor dårlige billederne er. :)

Hvor er det?

Hvor er det? Væk? Virkelig. Nej. forhåbentlig ikke.

Det virker bare så fandens fjernt lige nu. Følelsen. Dig.


Jeg sidder ofte.. Nej dagligt, med fristelsen til at tage det næste tog hen til dig. Men det kunne du jo også denne gang.

Næste gang bloggen bliver hærget, skal det være af good vibes.

At glemme

At glemme nutiden, og dog leve i nuet - eller et fortidigt nu. En fornemmelse af nu, der var kommet videre, eller var det sluppet væk?

Jeg fandt det igen igår.

Jeg fandt faktisk dem alle.

Alle dem jeg havde savnet.

Music Playlist at MixPod.com

Hvilket nu at leve i.

Jeg længes

Efter hvad ved jeg ikke. Noget. Noget der har med dig at gøre. Tror jeg da i hvert fald..

Jeg kan ikke helt overskue det, og jeg kan vel heller ikke forlange af mig selv, at kunne forklare det her i ord.

Men jeg længes, og det har i hvert fald noget med dig at gøre, eller bare tanken.

Giv mig det der, du ved hvad. Du gav det engang, og jeg forstår ikke hvorfor det stoppede. Måske er det nu jeg udnytter den alt for klamme og opbrugte sætning "Mon det bare er mig?", "Eller er det min.. Fejl?" - Eller er jeg bare et mere egocentreret menneske end hvad jeg selv kan se. Eller nogen anden.

Jeg længes. Efter en følelse, en bekræftelse, mere kan jeg ikke selv gennemskue, hvorvidt den er fra mig selv, eller fra dig. Bekræftelsen. Jeg længes efter dig og mig, på en bakke, med vores sted bag os, og den forgående himmel, der blot forsvinder ind til større, dit ansigt.

Det her virker, hvis altså det er til forståelse, meget unødvendigt. Men det er 'pointen' ikke. Jeg længes. Og jeg må til at droppe at skrive alle de indlæg om dig. I det mindste er jeg forberedt på at en reaktion nok ikke er det jeg skal gå efter. MEN. Det er dog ude nu. Jeg er tømt. For en stund?



Om lidt længes jeg nok igen..