at skrive uden mening, at skrive for at skrive, fordi jeg nyder det

Det er længe siden, men ikke længere tid siden end det i alle gør det til. Ikke længere tid siden, at trods dets ugyldighed, ja, så husker jeg det stadig. Jeg husker bladende og de små dyr, jeg husker at vinden stadig var der den dag, også der om aftenen. Eller hvad man nu kalder kl. 8:et eller andet om sommeren. Det der tidspunkt på dagen, hvor man stadig tænker tanker. Jeg tænkte tanker og spurgte mig selv: ”Burde det ikke være mørkt?”

Men nej. Lysets ramte mig stadig, eller skulle jeg sige; lysets ramte mig også den dag. Ligesom alle de andre gange. Alle de specielle gange. Alle de øjeblikke man tænker, ”jeg husker det her, jeg husker det som noget specielt – noget enestående”, alle de enestående øjeblikke. Der alt i alt minder om hinanden.

Bilerne lignede hinanden, og mindede mig om.

Jeg cyklede om hjørnet, og blev blindet, blindet af alt det (og du) gav. Måske forstod jeg det. At jeg kun forstod ved hjælp fra dig, jeg forstod at jeg bare skulle undres. Du lærte mig lidt af hvert, og du lærte mig at blive bedre. Jeg var blevet bedre til at lære mig selv, og ja, jeg lærte en del, der som jeg drejede om hjørnet. Bilerne lignede hinanden, som solen skinnede på dem, og metallet lyste op. De lignede hinanden endnu mere, og trods af at de blot var menneskeskabte, kunne jeg ikke andet end at føle end menneskelighed. Måske ikke ved bilerne, men lyset. Lyset hang over bilerne, og blev reflekteret i min cykel, mine øjne og månen der var på vej.