Nej. Hvorfor? Ja. Hvorfor? Hvorfor er vi nødt til at spørge os selv gang på gang, og hvorfor er dobbeltmorale så smuk en ting? Er så små ord så meget værd, eller noget? Og hvilke ord er i det heletaget det?
Hvornår starter vi? Hvornår slutter vi? Det er mere end tydeligt for en sølle analytiker, men for en som jeg er det straks mere flyvsk. Og utydeligt. Det vil jeg kalde det. Utydeligt var det den dag.
Starten havde jeg fundet ud af, allerede da du stod der. Og mens du stod der, var jeg travlt optaget af min undren om dit ansigt og øjne. Så travl at den eneste tanke jeg kunne producere var “ja”. Et betydningsfuldt ja. For du fik mig til at føle. Det vidste jeg. Dog vidste jeg da ikke, at vi ligeså godt kunne rive øjnene ud på hinanden, og stadig leve lykkeligt. Men det viste tiden jo også, senere hen.
Mange mener at det man ikke opnår noget ved at vente, de mennesker der stadig famler efter deres ikkeeksisterende “mening”, og organiserer deres tidsplan efter det. Hvorfor binde sig til noget der giver så meget glæde, i en så kort periode? Op til flere lever i troen om at følelser er indbildte. Jeg kan ikke se det. Er man nød til at vælge til og fra for at finde det vi leder efter? Evig lykke. Hvem ønsker sig ikke den evige lykke? Mens folket kravler efter deres fornuft og mening, i overbeviselse om at de bruger tiden fornuftigt, er jeg nået til min egen konklusion.
Hvad skal jeg bruge tid til, når jeg har en som dig?
Jeg har byttet himmelen for udsigten over os og det. At kredse i den samme cirkel efter lykke opnår man intet ved, medmindre at lykken selv kredser i hælene på en. På mig, som den gjorde. Noget begyndte. Og det begyndte alt sammen der. Der hvor det kun var udsigten vi havde brug for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar