Det er i det udyrlige at vi skal finde det skønne

- lyder lidt som tittelen på en digtsamling, af en forfatter der tager sig selv lidt for seriøst. Men det er sådan det er, skulle jeg da mene.

Jeg kan hverken se eller overskue, hvordan det her burde formuleres, så jeg må vel nøjes med at prøve mig frem.

Jeg forstår det ikke rigtig selv, i princippet er det vel bare en bekræftelse af at vi først bliver glade for noget, når det ikke længere er en del af os.

Dengang jeg sad der, virkede det ikke til at der var den store tvivl om at det ikke var der jeg hørte hjemme, og det gør jeg heller ikke på nogen måde, også alligevel ikke.

På daværende tidspunkt var det eneste jeg kunne føle fornemmelsen af fangenskab. Det kan ikke forklares uden at det lyder overdrevet i jeres ører, men forestil jer hvordan der er at side tilbage uden dine sanser, og dine følelser blot reducerede. Sådan var det dengang, men nu.. Nu virker det hele så anderledes at tænke tilbage på.

Jeg savner faktisk glæden ved bare at kigge ud af vinduet, og se sneen falde på den røde bil. Glæden ved at du ringer, og minder mig om at jeg snart skal hjem.

Jeg er ufattelig glad for min evne til at huske langt flere positive end negative ting.

Sangen har ikke det store med bloggen at gøre, men den er pludselig endt med at betyde en del for mig. Den får mig til at smile, men endnu vigtigere; Den giver mig lyst til at se fremad.

Create a playlist at MixPod.com