Ikke mere. Ikke længere.
Jeg gider/kan ikke.
fredag den 27. marts 2009
onsdag den 25. marts 2009
At leve
Jeg tror det her bliver den sidste blog denne måned. Hvis ét indlæg skal beskrive den, så er det den her. Og jeg vil gerne starte ud med at sige det på ingen måde er patetisk i en overdrevet forstand. Dette er helt præcist hvordan jeg kan sige mine tanker med ord.
Jeg tror det er de færreste mennesker der lever hver dag, eller i hvert fald føler det. At leve er både hvad vi gør, men også en følelse det sætter i gang. Eller noget. Det er egentlig lidt irrelevant. Faktum er at leve er en øjebliks fornemmelse, men et af de længere. Nogle lever når de tager deres shot, eller når de drikker sig stive i pinlighed, andre under sex og nogle bare ved hjælp af en bogs ord.
Ja, jeg er ikke i tvivl. Det er i nok heller ikke, og heller ikke dig, hvis du læser det.
Jeg er fuldkommen levende når du er her. Det er der følelsen ligger. Ikke forelskelse, det her er meget større. At leve. Sådan har jeg det når du tager min hånd. Når du er som du er, og vi bare er hinandens. Mine menneskelige behov bliver opfyldt der.
Du giver mig livet, bare med dine læber.
Jeg tror det er de færreste mennesker der lever hver dag, eller i hvert fald føler det. At leve er både hvad vi gør, men også en følelse det sætter i gang. Eller noget. Det er egentlig lidt irrelevant. Faktum er at leve er en øjebliks fornemmelse, men et af de længere. Nogle lever når de tager deres shot, eller når de drikker sig stive i pinlighed, andre under sex og nogle bare ved hjælp af en bogs ord.
Ja, jeg er ikke i tvivl. Det er i nok heller ikke, og heller ikke dig, hvis du læser det.
Jeg er fuldkommen levende når du er her. Det er der følelsen ligger. Ikke forelskelse, det her er meget større. At leve. Sådan har jeg det når du tager min hånd. Når du er som du er, og vi bare er hinandens. Mine menneskelige behov bliver opfyldt der.
Du giver mig livet, bare med dine læber.
mandag den 23. marts 2009
This isn't the last song
They say it's the last song
They don't know us, you see
It's only the last song
If we let it be
Vi vælger jo selv at dø hen. Sådan rigtigt.
Sikker, det er jeg.
They don't know us, you see
It's only the last song
If we let it be
Vi vælger jo selv at dø hen. Sådan rigtigt.
Sikker, det er jeg.
søndag den 22. marts 2009
Udover det
Ja okay. Trængen til at blogge mine tanker ud er størren end normalt. Men det har vidst også lidt at gøre med, at de lettere kommer for tiden.
Det hele er jo bare kun hvad vi gør det til. Måske jeg skulle ballancere lidt mere, og lukke lidt mere ind.. Mere end vinden, træerne og dig hvis hud jeg savner tæt ind til mig.
Det hele er jo bare kun hvad vi gør det til. Måske jeg skulle ballancere lidt mere, og lukke lidt mere ind.. Mere end vinden, træerne og dig hvis hud jeg savner tæt ind til mig.
Ud over det...
Og udover det..
I'm up in the woods
I'm up in the woods
I'm down on my mind
I'm building a still
to slow down the time
I'm down on my mind
I'm building a still
to slow down the time
Jeg gik der som lille, og nu gik jeg der så igen. Til forskel fra jeg, var det bare det samme som sidst. Tid er sådan et underligt begreb, jeg gider det ikke rigtigt. Jeg kan ikke se den store grund til at bruge det.
Det kunne skoven vidst heller ikke.
Det kunne skoven vidst heller ikke.
onsdag den 18. marts 2009
mandag den 16. marts 2009
"im the poet, you're my muse"
Jeg er igang med at skrive.. Noget. Kan ikke rigtig finde ud af hvad det er. Anyways, her er starten på første side, indtil videre, med fejl og det hele. Men det er fra mit liv af og fra hjertet.
Nej. Hvorfor? Ja. Hvorfor? Hvorfor er vi nødt til at spørge os selv gang på gang, og hvorfor er dobbeltmorale så smuk en ting? Er så små ord så meget værd, eller noget? Og hvilke ord er i det heletaget det?
Hvornår starter vi? Hvornår slutter vi? Det er mere end tydeligt for en sølle analytiker, men for en som jeg er det straks mere flyvsk. Og utydeligt. Det vil jeg kalde det. Utydeligt var det den dag.
Starten havde jeg fundet ud af, allerede da du stod der. Og mens du stod der, var jeg travlt optaget af min undren om dit ansigt og øjne. Så travl at den eneste tanke jeg kunne producere var “ja”. Et betydningsfuldt ja. For du fik mig til at føle. Det vidste jeg. Dog vidste jeg da ikke, at vi ligeså godt kunne rive øjnene ud på hinanden, og stadig leve lykkeligt. Men det viste tiden jo også, senere hen.
Mange mener at det man ikke opnår noget ved at vente, de mennesker der stadig famler efter deres ikkeeksisterende “mening”, og organiserer deres tidsplan efter det. Hvorfor binde sig til noget der giver så meget glæde, i en så kort periode? Op til flere lever i troen om at følelser er indbildte. Jeg kan ikke se det. Er man nød til at vælge til og fra for at finde det vi leder efter? Evig lykke. Hvem ønsker sig ikke den evige lykke? Mens folket kravler efter deres fornuft og mening, i overbeviselse om at de bruger tiden fornuftigt, er jeg nået til min egen konklusion.
Hvad skal jeg bruge tid til, når jeg har en som dig?
Jeg har byttet himmelen for udsigten over os og det. At kredse i den samme cirkel efter lykke opnår man intet ved, medmindre at lykken selv kredser i hælene på en. På mig, som den gjorde. Noget begyndte. Og det begyndte alt sammen der. Der hvor det kun var udsigten vi havde brug for.
Nej. Hvorfor? Ja. Hvorfor? Hvorfor er vi nødt til at spørge os selv gang på gang, og hvorfor er dobbeltmorale så smuk en ting? Er så små ord så meget værd, eller noget? Og hvilke ord er i det heletaget det?
Hvornår starter vi? Hvornår slutter vi? Det er mere end tydeligt for en sølle analytiker, men for en som jeg er det straks mere flyvsk. Og utydeligt. Det vil jeg kalde det. Utydeligt var det den dag.
Starten havde jeg fundet ud af, allerede da du stod der. Og mens du stod der, var jeg travlt optaget af min undren om dit ansigt og øjne. Så travl at den eneste tanke jeg kunne producere var “ja”. Et betydningsfuldt ja. For du fik mig til at føle. Det vidste jeg. Dog vidste jeg da ikke, at vi ligeså godt kunne rive øjnene ud på hinanden, og stadig leve lykkeligt. Men det viste tiden jo også, senere hen.
Mange mener at det man ikke opnår noget ved at vente, de mennesker der stadig famler efter deres ikkeeksisterende “mening”, og organiserer deres tidsplan efter det. Hvorfor binde sig til noget der giver så meget glæde, i en så kort periode? Op til flere lever i troen om at følelser er indbildte. Jeg kan ikke se det. Er man nød til at vælge til og fra for at finde det vi leder efter? Evig lykke. Hvem ønsker sig ikke den evige lykke? Mens folket kravler efter deres fornuft og mening, i overbeviselse om at de bruger tiden fornuftigt, er jeg nået til min egen konklusion.
Hvad skal jeg bruge tid til, når jeg har en som dig?
Jeg har byttet himmelen for udsigten over os og det. At kredse i den samme cirkel efter lykke opnår man intet ved, medmindre at lykken selv kredser i hælene på en. På mig, som den gjorde. Noget begyndte. Og det begyndte alt sammen der. Der hvor det kun var udsigten vi havde brug for.
lørdag den 14. marts 2009
Hvorfor er lykken så lunefuld?
Du er fanme vild.
Jeg har aldrig i hele mit liv mødt en som dig, og når jeg ser på dig, kan jeg jo som sagt, ikke tænke andet end "Du er nok den sejeste pige jeg nogensinde har mødt". For du har det hele, og meget mere til, og sådan har det altid været i mine øjne, siden jeg lærte dig at kende.
Igår var jeg udsat for de smukkeste timer i mit liv, dette år. Ikke fordi jeg kan komme på noget smukkere fra sidste år, men ja. Et eller andet sted burde det bare have været en omgang akavethed af en masse sandheder og sex, men da vi kiggede udover hele byen, og jeg kiggede op mod himlen, var det ikke det samme længere, selvom det var intet mindre end hjerterivende. For da jeg kiggede tilbage på dit ansigt, opstod en tanke, tænkt af ren fornuft.
Du var og er så meget smukkere end himmelen.
Jeg har aldrig i hele mit liv mødt en som dig, og når jeg ser på dig, kan jeg jo som sagt, ikke tænke andet end "Du er nok den sejeste pige jeg nogensinde har mødt". For du har det hele, og meget mere til, og sådan har det altid været i mine øjne, siden jeg lærte dig at kende.
Igår var jeg udsat for de smukkeste timer i mit liv, dette år. Ikke fordi jeg kan komme på noget smukkere fra sidste år, men ja. Et eller andet sted burde det bare have været en omgang akavethed af en masse sandheder og sex, men da vi kiggede udover hele byen, og jeg kiggede op mod himlen, var det ikke det samme længere, selvom det var intet mindre end hjerterivende. For da jeg kiggede tilbage på dit ansigt, opstod en tanke, tænkt af ren fornuft.
Du var og er så meget smukkere end himmelen.
mandag den 9. marts 2009
Det er i det udyrlige at vi skal finde det skønne
- lyder lidt som tittelen på en digtsamling, af en forfatter der tager sig selv lidt for seriøst. Men det er sådan det er, skulle jeg da mene.
Jeg kan hverken se eller overskue, hvordan det her burde formuleres, så jeg må vel nøjes med at prøve mig frem.
Jeg forstår det ikke rigtig selv, i princippet er det vel bare en bekræftelse af at vi først bliver glade for noget, når det ikke længere er en del af os.
Dengang jeg sad der, virkede det ikke til at der var den store tvivl om at det ikke var der jeg hørte hjemme, og det gør jeg heller ikke på nogen måde, også alligevel ikke.
På daværende tidspunkt var det eneste jeg kunne føle fornemmelsen af fangenskab. Det kan ikke forklares uden at det lyder overdrevet i jeres ører, men forestil jer hvordan der er at side tilbage uden dine sanser, og dine følelser blot reducerede. Sådan var det dengang, men nu.. Nu virker det hele så anderledes at tænke tilbage på.
Jeg savner faktisk glæden ved bare at kigge ud af vinduet, og se sneen falde på den røde bil. Glæden ved at du ringer, og minder mig om at jeg snart skal hjem.
Jeg er ufattelig glad for min evne til at huske langt flere positive end negative ting.
Sangen har ikke det store med bloggen at gøre, men den er pludselig endt med at betyde en del for mig. Den får mig til at smile, men endnu vigtigere; Den giver mig lyst til at se fremad.
Jeg kan hverken se eller overskue, hvordan det her burde formuleres, så jeg må vel nøjes med at prøve mig frem.
Jeg forstår det ikke rigtig selv, i princippet er det vel bare en bekræftelse af at vi først bliver glade for noget, når det ikke længere er en del af os.
Dengang jeg sad der, virkede det ikke til at der var den store tvivl om at det ikke var der jeg hørte hjemme, og det gør jeg heller ikke på nogen måde, også alligevel ikke.
På daværende tidspunkt var det eneste jeg kunne føle fornemmelsen af fangenskab. Det kan ikke forklares uden at det lyder overdrevet i jeres ører, men forestil jer hvordan der er at side tilbage uden dine sanser, og dine følelser blot reducerede. Sådan var det dengang, men nu.. Nu virker det hele så anderledes at tænke tilbage på.
Jeg savner faktisk glæden ved bare at kigge ud af vinduet, og se sneen falde på den røde bil. Glæden ved at du ringer, og minder mig om at jeg snart skal hjem.
Jeg er ufattelig glad for min evne til at huske langt flere positive end negative ting.
Sangen har ikke det store med bloggen at gøre, men den er pludselig endt med at betyde en del for mig. Den får mig til at smile, men endnu vigtigere; Den giver mig lyst til at se fremad.
Create a playlist at MixPod.com
søndag den 1. marts 2009
Jeg sidder fast i mine drømme
Jeg drømmer alt for meget for tiden. Om alt for underlige ting. De fleste drømme jeg plejer at have, har normalt et hovedemne jeg godt kan relatere til i virkeligheden, hvis man nu gider at tyde drømme. Men de her er måske lidt for surrealistske. Og sarkastiske. Drømmene handler for det meste om problemastiske øjeblikke og jeg ligger tilbage med ubehag og jalouxi over min egen fantasi. Men situationerne og de følelser der dominerer i mine drømme, er normalt sindstemninger jeg på ingen måde ville kunne komme i nærheden af i virkeligheden. Og de hænger fast. Fast i min underbevisthed og i min dagligdag. Jeg føler lidt at realismen og min fantasi er mix'et lidt sammen.
Virkelighedens grænser er blevet rykket for meget. Ind i en anden verden de ikke hører til i.
Virkelighedens grænser er blevet rykket for meget. Ind i en anden verden de ikke hører til i.
Abonner på:
Opslag (Atom)