Det er i det udyrlige at vi skal finde det skønne

- lyder lidt som tittelen på en digtsamling, af en forfatter der tager sig selv lidt for seriøst. Men det er sådan det er, skulle jeg da mene.

Jeg kan hverken se eller overskue, hvordan det her burde formuleres, så jeg må vel nøjes med at prøve mig frem.

Jeg forstår det ikke rigtig selv, i princippet er det vel bare en bekræftelse af at vi først bliver glade for noget, når det ikke længere er en del af os.

Dengang jeg sad der, virkede det ikke til at der var den store tvivl om at det ikke var der jeg hørte hjemme, og det gør jeg heller ikke på nogen måde, også alligevel ikke.

På daværende tidspunkt var det eneste jeg kunne føle fornemmelsen af fangenskab. Det kan ikke forklares uden at det lyder overdrevet i jeres ører, men forestil jer hvordan der er at side tilbage uden dine sanser, og dine følelser blot reducerede. Sådan var det dengang, men nu.. Nu virker det hele så anderledes at tænke tilbage på.

Jeg savner faktisk glæden ved bare at kigge ud af vinduet, og se sneen falde på den røde bil. Glæden ved at du ringer, og minder mig om at jeg snart skal hjem.

Jeg er ufattelig glad for min evne til at huske langt flere positive end negative ting.

Sangen har ikke det store med bloggen at gøre, men den er pludselig endt med at betyde en del for mig. Den får mig til at smile, men endnu vigtigere; Den giver mig lyst til at se fremad.

Create a playlist at MixPod.com

Jeg sidder fast i mine drømme

Jeg drømmer alt for meget for tiden. Om alt for underlige ting. De fleste drømme jeg plejer at have, har normalt et hovedemne jeg godt kan relatere til i virkeligheden, hvis man nu gider at tyde drømme. Men de her er måske lidt for surrealistske. Og sarkastiske. Drømmene handler for det meste om problemastiske øjeblikke og jeg ligger tilbage med ubehag og jalouxi over min egen fantasi. Men situationerne og de følelser der dominerer i mine drømme, er normalt sindstemninger jeg på ingen måde ville kunne komme i nærheden af i virkeligheden. Og de hænger fast. Fast i min underbevisthed og i min dagligdag. Jeg føler lidt at realismen og min fantasi er mix'et lidt sammen.

Virkelighedens grænser er blevet rykket for meget. Ind i en anden verden de ikke hører til i.

Let your hips do the talking

Touching the tomatoes in the garden, and really touching them, touching the walls of the house, the materials of the curtains or a clod of earth is surely seeing them as fully as eyes can see. But it is more than seeing them, it is tunning in on them and allowing the current they hold to connect with one's own, like electricity. To put it differently, this means an end of living in front of things and a beginning of living with them. Never mind if the words sounds shocking, for this is love.

Det har altid været vigtigt for mig at kunne udtrykke mig selv på forskellige måder, til tider mere bevidst end andre.

Hver dag får jeg tiden til at gå med at tale og snakke, at skrive og nynne. Det er ikke længere så stort som det burde, og jeg tænker knap nok over det. En ting jeg dog finder lidt mere spændende at tænke over, er hvilke muligheder jeg går glip af og hvorfor.

Med passion og kærlighed har jeg lært så meget af Jacques Lusseyran, at det langt fra heller er alt der er muligt at lære. Så udenvidere at tænke mere over det, vil jeg bare nyde de redskaber jeg har mig, de ting der giver mig lyst til livet. Det er mere end rigeligt for mig, især når man tænker tilbage på en nat hvor udtryk blev givet af de dejligste hænder.

Selvom jeg nyder evnen til at kunne åbne min mund, er der ting jeg meget hellere vil bruge min tid på nu. Vi burde snakke lidt mindre og nyde lidt mere.

Leg

Legende let. Lige nu er det vidst det der mest af alt betegner min sindstemning, de små og store tanker der svømmer rundt bag de brune øjne. Brune øjne der længes efter dig, efter det du er og det du ligner.

At være forelsket på ny, virker underligt at tænke på. Det er mere som at være forelsket for første gang, good old vuggestue-times. Det virke så let, og for en gangs skyld er det også.

En sms fra dig ligger sikkert og venter i min indbakke, og nej, jeg kan ikke lade være med at hive mobilen frem igen nu, og tjekke hvad det er du vil sige.

Om jeg vil indrømme det eller ej, så er det i noget som det her at jeg finder lykke. Det er øjebliksfornemmelserne, når du ligger og kigger ned på mig, når dine hænder er de rigtige steder, og møder min krop, så virker det pludselig også som om at de møder mig. Det slår klart alle de ting jeg efterhånden har bildt mig selv ind var dem som gjorde livet til liv.

Og det er ikke fordi det er den store sensation, det er bare indbegrebet af perfekt. Perfekt ballance. Det er legende let.

fanme ja, det er sådan her jeg vil have det. Du gør sgu det vildeste ved mig, og du får det bare til at virke så let.

You'll find a way

Jeg tror vidst let man kan sige min tilstedeværelse er lidt smårodet, men her den anden aften gik det endelig op for mig, at det kun går an på hvor man lægger sit fokus. Det er for tidligt gået op for mig, alle de ting jeg vil nå med mit liv, på et tidspunkt hvor jeg knap nok kan nå et par af dem.

Lige nu er mit fokus ved dig, og pludseligt er det hele sjovt nok noget lettere igen.

Det pæne billede jeg ville have haft med må i selv fantasere jer til, jeg skal ned og have fixet mit kamera i morgen.. :)