Ch-ch-changes...

Der kom den. Ikke der, men noget siden. Før man lagde mærke til det og tænkte over den. Umuligt, den kan ikke være overalt. Hvor mon den var før. Det var vist også på tide. Det var tid. Og tid det ændrer.

For jeg kan ikke blive andet end bange og angst, når alt forkulles og ændres. Jeg står tilbage, rykket fra midten til sidelinie, hvor det hele passerer. Déjà vu. Og så en lille smule lykkelig.
For selvom jeg elsker bare tanken om at ændre tid. At kunne. At have magt. Så er det også bare en smule rart. Rart og dejligt, når tingene kører.

Kører galt. Det kan være ligemeget.

Vognen går i stå, eller bliver standset. Eller går i stykker. Det virkede ikke - som det skulle. Passagererne går ud. Godt jeg ikke var med. Godt jeg bare så på. Det var et syn.