Dette kaldes en standard-tanke. Det kalder jeg det. En tanke, jeg sætter som standpunkt indtil det modsatte er bevidst, da jeg hælder mest til min overbeviselse om, at standpunktet må være sandt.
Nu er det så sådan, at jeg glemte at regne diverse faktorer med. Hovedpunktet her er: Jeg er ikke det eneste menneske i verden. Og nu ser jeg mig selv bagfra. Som om det var første gang. Jeg lånte dine øjne, og i det fordærv at min forunderlighed vender sig til grådighed, er det ligefør at jeg også vil eje dem.
Det er bare. Bare bare bare. Jeg tror, som i blot at tro, at mit naturlige ego har fyldt for lidt, og i ren lyst vil det gerne mere. Jeg elsker at se på dig (synonym for alle) fra alle vinkler. Men lige nu, hvis jeg kunne, ville jeg meget hellere se på mig selv. Give mig selv lidt tid, i stedet for at spilde den på det, og verden. Som teenager spinder min verden ikke globalt, men den går på hvad der sker. Så. Hvad sker der med mig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar