SÅ SJOVT

Det er så sjovt.

SÅ SJOVT

I bund og grund er det perfekte jo uperfekt.

Perfekt:"Being complete of its kind and without defect or blemish."

DÉT

Dét er så sjovt.

I bund og grund er det uperfekte jo perfekt.

Men jeg vil ikke være perfekt. Tror jeg nok.

sarkasmens grimme ansigt

Sarkasmens grimme ansigt viser sig. Det viser sig i alt det der, du ved jeg skrev. Du ved jeg skrev om livet, og jeg ved at det var flot. Jeg ved at du syntes det var flot.

Ord er ikke nødvendige når man har betydning, så jeg valgte at lægge ordene til side. Jeg ved jo godt i ikke forstår det som du og jeg, om før og hen, men det gør Victor, og ham burde vi alle forstå.

Du sætter mit manglende punktum, eller også er det facit. At det er udregningerne man bliver prisset for, giver ingen mening. Jeg deler gerne, især af retfærdighed; Tag også min. Tag også din, din velfortjente hyldest.


"Our life dreams the Utopia, our death achieves the ideal"
- Victor Hugo

Med egne ord; Vi stræber, hvilket i sin forstand også er at leve, men vi vil også have vores mål. Disse mål ser/indser vi først ved dødens indtraf.

Skizofreni

"Eller noget", siger tjeneren. Min valgte rolle som tjener, som backup, er et stort arbejde. Jeg arbejder for at forstå. Jeg arbejder på at forstå. Det er der egentlig ikke megen arbejde i. Men når du ikke engang vil, hvad du giver det udtryk for, har tjeneren det svært. Jeg kan ikke gætte. Jeg kan ikke gamble. Gamble med mit eget hoved.

Så jeg arbejder på at forstå. Men forståelse lyver ofte, så selvom min formel siger, at sandsynligheden er 3, så ved jeg stadig godt at det er 2 vi går efter. Os to - eller bare dig.

Men nej. Jeg kan ikke finde 2. Jeg kan ikke finde dit midt imellem.

Det skulle jo stå i den sorte bog, Alexander

Men det gør det ikke. Lad droppe om det burde. For det er blot en strøgtanke. Min ungdoms filosofi.

Det er så let inde i mit hoved - nu ser jeg det endeligt. Jeg har længe tænkt hvorvidt der var en forskel på godt og ondt - hvor vidst det bare var menneskeskabt. Men jeg tager fejl. Eller tog. I bund og grund er det det samme ja. Men det er ikke menneskeskabt. Det ér menneske. Mennesket.

Vi bliver ledt af lys, det er vores ledestjerne. Vi giver mørket skylden, som tak for dets tryghed, det kan give. I dets omfang. Det rigtige. Vi har helt glemt at det er lyset der blænder. Vores ledestjerne.

Music Playlist at MixPod.com

Mor

Mor siger du. Mor kalder du dig - men når du bliver kaldt er sagen anderledes. Hvordan ved jeg ikke. Hvordan er ligemeget. Jeg ved jo godt hvor klam du er. Din moderlige Altoisme er et fordærv. Hvor er du misforstået. Egoist. Og mor siger du.

Det er lettest at forholde sig til mennesker man ikke kender til. Rigtigt. Men dem man har nær er noget andet. Hvordan kan du forholde dig til, at når du ser dig selv i øjnene, dit eget afkom, så er det der går dig i møde din manglende modenhed?

Og forståelse. Du og jeg. Og hende. Det er ikke engang os det handler om. Mor siger du - egoist siger jeg.

Nu

Jeg tror jeg vil starte ligeud, og sætte det op som jeg føler; Jeg lever i fortiden, eller det vil jeg have det til. Jeg venter på nuet, som kommer i dag. Som skal komme i dag. Det kommer i dag. Det skal det.

"Kolde mennesker, har varme hjerter", virker ikke just som et brugbart udtryk lige nu. For jeg er både forfærdeligt varm udenpå, og indeni. Det ved jeg godt. Jeg ved så meget. Jeg uddyber: Jeg ved også godt det kan bliver koldt. Jeg ved også at jeg er overtumlet. Overtumlet af fortvivlelse. Jeg ved også, at jeg pludselig relaterer. Til mennesker - du ved, de der man ikke vil relatere til. Nu siger jeg det: Jeg føler mig patetisk i den værste forstand.

Så kom nu bare og sæt det på plads. Hjertet fra hals til bryst og mine fødder ned på jorden. Så kom nu bare og vis mig den der varme. Vores.

Hvor meget?

Ligemeget hvor meget lort du kaster i hovedet af mig, kan jeg altid vaske det af mig igen. Men des mindre fedt du har på dig, jo større chance for akne udspringer. Så blot at vaske det af igen, er vel starten på det gamle problem.

Så jeg smider kluden i ringen, og siger til mig selv: "Hvis man ingen krav sætter, bliver man heller aldrig skuffet".

Dårlige venner

Dårlige venner. Det kan siges af enhver. Det er et begreb uden alder, som også ham på fire kunne bruge. Hvem er den dårlige ven. Jeg er ligeglad - total. For jeg ved hvad jeg føler. Skod ven.

JEG kan også være positiv, så lad os sætte os på huk i det rødeste spotlight. En god ven kan man altid regne med. Altid er et stort ord, men en god ven er fanme større.

Og det allerværste er, for at skære den sidste puls over, det er at du endda også er en dårlig skod ven.

JEG kan også være ligeglad, så lad os slukke lyset. Slukke det for bare at tænde det igen. For jeg er ikke ligeglad. I dag, i år. I dag er det første gang i år, at jeg er vred.

Men jeg er også bange. For du må ikke vide at jeg er vred. Så jeg tror bare at jeg slukker lyset igen. Så lader vi det være slukket. Så kan ingen se os dårlige skod venner.

du er verden

Det er ikke verden der giver dig plads, men dig der giver verden.

Lidt på samme måde er det med problemer - selvfølgelig, for verden er sådan et stort begreb.

Egentlig burde jeg til start droppe at skrive, i en tone der hælder lidt til at alle har det sådan. Men sådan her har jeg.

Faktisk, så overrasket som ordet lyder, faktisk så tror jeg. Ja jeg tror, tror at jeg ikke har nogen problemer. Hvis verden var min have, ville jeg være det ukrudt, eller mere korrekt, mine problemer ville være det. Det ukrudt jeg burde have plukket for længst - selvom der jo også skal være plads til det. For kort og godt, for at slå det på plads i mit hoved: De eneste problemer jeg har, skaber jeg selv. Og jeg skaber den ikke ud af andet, end min blotte eksistens.

Jeg går ikke så meget op i havens udseende for tiden, ukrudtet er mig lidt en ligegyldighed.

Backwards, forwards/Spiral, tunnel

Når du kigger dig selv bag skulderen, bag skulderen hvor spejlet er, lykkes det aldrig helt at få set sig selv i fulde perspektiv. Jeg kommer aldrig til at se MIG.

Dette kaldes en standard-tanke. Det kalder jeg det. En tanke, jeg sætter som standpunkt indtil det modsatte er bevidst, da jeg hælder mest til min overbeviselse om, at standpunktet må være sandt.

Nu er det så sådan, at jeg glemte at regne diverse faktorer med. Hovedpunktet her er: Jeg er ikke det eneste menneske i verden. Og nu ser jeg mig selv bagfra. Som om det var første gang. Jeg lånte dine øjne, og i det fordærv at min forunderlighed vender sig til grådighed, er det ligefør at jeg også vil eje dem.

Det er bare. Bare bare bare. Jeg tror, som i blot at tro, at mit naturlige ego har fyldt for lidt, og i ren lyst vil det gerne mere. Jeg elsker at se på dig (synonym for alle) fra alle vinkler. Men lige nu, hvis jeg kunne, ville jeg meget hellere se på mig selv. Give mig selv lidt tid, i stedet for at spilde den på det, og verden. Som teenager spinder min verden ikke globalt, men den går på hvad der sker. Så. Hvad sker der med mig?

To til en tango

Og sådan gør vi. Et hul kan bruges til meget, men når man endelig ved det, virker det blot bestemt for den ene sag. Jeg har en spade, og du har dit liv. Et liv uden for hullet, og en spade der burde være begravet selv. Men det kan hverken spaden eller jeg, så jeg nøjes. Nøjes med at begrave hullet. Jeg graver og begraver. Jeg begraver med min spade , du begraver med dit blod. Eller begravede.

Jeg er en spade, og du er mit liv.

Kontant

Lige ud - to synonymer. Èn betydning. Lige ud og kontant. Det må det her blive. Modsætning. Mit eget antonym af forklarelse

Jeg kan ikke se hvad det er - for siden igår har der været så tomt.

Er det her bare venskabelig kærlighed?

Mefistofeles, hvor tager du mig hen?

Mefistofeles, hvor tager du mig hen?

Jeg er afhængig. Det er jeg kort og godt. Nu relaterer jeg til et og andet. Flot. Jeg relaterer til, du er afhængig, det er du og jeg. Det er afhængigt af andet, som også er afhængigt af det. Er du afhængig af jeg? Er jeg af dig?

Min fortid og fremtid, er sat bag de låste døre. Nøglen har jeg selv smidt væk - Det var ikke med vilje. Nu er det ikke.

For nu forstår jeg ikke, hvad jeg vil, og mener her.

Jeg tror jeg har lagt dem et hemmeligt sted. Lige nu og her. Her er der hemmeligt, lige nu og her. Her og nu.

NU

Men hvor er nu, når hverken for og fremtid er her? Det hele er så tæt på, det kan jeg jo godt se - Men det er nok også uoverskueligt, som det og det, som du og jeg. Som det jeg skriver. Det hele er så tæt på, det kan jeg jo godt se. Jeg kan faktisk mærke det. For alle døre, er bag mig med en meter. Der er to, og det er mange. Én er åben, en er ikke.

Nu gentager jeg, jeg forfrisker; Der er to og der er mange. Hvordan skal jeg kunne overskue at rykke i så mange låste døre? En.

For meget for mig

Du bor for langt væk.
Jeg tænker for store tanker.
Og alt for mange.
Jeg har lagt for mange planer.
Og jeg elsker dig for højt.

Nu og snart er endnu længere, og mine tanker mangler rum.
Mine planer er gået i vasken, og kærligheden er grum.

Grum. Ligeså ringe et rim som alt det her.

Ad

Hold dig væk.

Helte

At snakke med helte. Jeg kiggede ind ad vinduet. Så sagde jeg noget, hverken nok eller så højt, at der kom en reaktion ud af det. Jeg tror jeg rødmer. Indeni. Så jeg går tilbage til dig. Jeg snakker. Vi gør. Og jeg samler nyt mod. Jeg snakker igen.


Jeg snakker med helte. Og de snakker til mig! De bliver ved. Endda. De fortæller mig, at jeg er speciel, og de udtrykker det gennem ord og øl. Skæve mennesker. Det er mine helte.

Jeg tror aldrig helt jeg fanger følelsen, selvom jeg udelukker mine evner, ved bare at holde det inde i en knuget hånd.

Oh shit, gang gang!