Igen

To sind og en verden

29/4

I dag er det en dag. Jeg vågner – bare som jeg plejer. Alt er i dets rette sted. Også mig. Jeg ligger i min seng. Min dyne. Den ved jeg ikke hvor er. På gulvet. I fodenden. Jeg er træt. Så træt at jeg bare nyder. Jeg nyder løs, og jeg nyder at alt er i dets rette sted. Indtil jeg står op.

Min morgen er travl. Jeg tænker ikke. Men jeg tænker tilbage. Og det gør jeg også nu. Jeg tænker: Jeg tænker ikke.

Godmorgen. I dag er jeg hurtig. Hurtigere end jeg plejer. Det vil sige, at jeg er stået før op, hvilket vil sige, at jeg er trættere. Så jeg går ind i klassen. Godmorgen. Det siger i. Jeg tænker ikke. En, to, tre.. Og lidt til. Nu har jeg reageret. Godmorgen. Børn. Godmorgen børn. Mine klassekammerater. Det er sådan nogle jeg går i klasse med, ligesom andre. En klasse er en helhed – Du skal forestille at være en del. Men det er lige meget. Siger vi lige. For jeg tænker ikke.

Det er faktisk en god dag. Jeg sidder ved siden af to mennesker. Morten og Isabella. Isabella hælder meget op af at have lidt klamme feministiske tendenser. Morten ryger hash hver weekend. Jeg tager ikke stoffer. Og stop. Nu. Ikke mere feminisme. Ikke mere ding-ding-ding. Når det stopper. Så begynder det. Ding-ding-ding. Så stopper det. Du ved. Timen.

Jeg har Sanne. Jeg tror jeg hader hende. Så er det sagt. Det er bare rart. At hade nogen. Og det er bare rart jeg ikke sidder ved siden af en længere. Amanda. Det er sådan en ny pige vi har fået i klassen. Hun er en ny del. Den blødende del. Jeg tror sgu jeg siger det. Inde i mit hoved. Det runger: ”Euwi, klamme!” Ja. Jeg kan faktisk ikke lide hende. Hun måtte gerne gå, For hun kan ikke finde ud af noget. Også har hun hele tiden mens. ”Så det halve er nok”. Men det er lige meget.

Nu har jeg fri. Jeg er lidt asocial. Det skal i bare altid forveksle. Jeg er ikke arrogant. Fat det, kælling – Eller noget. Ungdommelig. Det er hvad jeg er. Jeg er 15 år. Så jeg må en del. Jeg må gå hjem, også må jeg skrive stil. Der er så meget jeg må. Så meget jeg må nå. Og lidt jeg skal. Og endnu mindre jeg har lyst til.

Jeg har lyst til at være forelsket. Så det er jeg. (Det har jeg været hele dagen).

Jeg sidder i sofaen, lige præcis som jeg også gjorde i går. Men så kommer min morfar. Og jeg har gammelmands-fobi. Så det er ikke særlig rart. Jeg savner min mormor. Selvom hun også var lidt klam til sidst.

Det er sjovt. Jeg skriver. Og jeg lyder sur. SÅ sur. Men i dag. I dag har det været den smukkeste dag i mit liv.

Jeg snakker. Det gør jeg engang imellem. Tit? Næsten lige så tit som jeg tænker. Så jeg snakker til min mor. Også tager jeg sko på. For det er jeg vokset op med. Det tager man på, når man skal ud. Jeg går ud. Ud af døren. Jeg er vokset op med at lukke døren efter mig. Men det virker plat. For nu er der en ny dør åben. Også lukker du den igen. Den til bryggerset. Nej. Det er selvfølgelig ikke den.

Det kaldes at gå over vejen. Så jeg går over vejen. Jeg går aldrig over fodgængerfeltet. Det her er lettere. Og lettest. Det er lettest at gå over vejen. Og jeg ved det godt. Det kan man dø af. Bare at gå over vejen. Dum dum dum. Men jeg er også kun 15 år. Så jeg må godt virke sur. Og dum. Dummere end jeg er. Jeg skulle jo også nødigt virke arrogant. Skulle jeg vel.

Her er græs. På græsset er der træer. Og en masse bag. Bag dem er der mere. Dem på græsset er pæne. Især det store. Ikke det største, det før det. Det hvide. Og store. Nu ligger jeg ned. Under det endda. Så går tiden. Men jeg tænker ikke. Så jeg tænker heller ikke over tid.

Nej. Nu har jeg løjet igen. For jeg har tænkt på dig hele dagen. Dét er at tænke. Og nu tænker jeg igen. Også endda på noget nyt. Skal vi klappe. Det tror jeg nu nok vi skal.

NÆ

Så blev jeg alvorlig. Og så var jeg ikke. Nu er jeg glad. Glad x glad = Lykke. Ren fornuft. Jeg er lykkelig. Bedre er jeg bare ikke til matematik. For fornuft har jeg ikke. Forunderlighed. Det har jeg. Og mit hoved er fyldt med det og dig.

Verden er uendelig. Også er den fyldt med håb. I dag har det været den smukkeste dag i mit liv. Det siger jeg til mig selv. Jeg ved ikke om det passer. Men er det rart? Det er rart. Og trygt. Jeg kan godt lide det. Også at håbe. Det er også lidt rart.

Men rarest er det her. Rarest er det når jeg er. Når jeg er noget. Og når jeg er mig. Mig selv. Det er jeg. Siger jeg til mig selv. Og jeg lyver ikke. Nu.

Stemmen hvisker i mit hoved. Det den hvisker, skriver jeg ned. Jeg skriver det nu. Kig ned. Der står det.

Hvis bare jeg kunne elske med dagen.

Mere ding-ding-ding. Når det stopper. Så begynder det. Ikke mere ding-ding-ding. Når det stopper. Så begynder det. Ding-ding-ding. Så stopper det. Du ved. Livet.

Sådan er det bare

Det er bare så rart når noget er. Når noget er som det er, og man ikke stiller spørgsmål ved det. Når noget er mennesket ubegribeligt. Det gør bare noget ved mig, og sådan er det bare.

Music Playlist at MixPod.com

Den smukkeste dag i mit liv

holder jeg i mine hænder. Essensen af hvad der betyder noget, ligger i ting der i bund og grund må være intet i et sløvsind. Nu kigger jeg, og jeg kigger ud over det. Jeg holder det i hånden. Sagt så let som muligt, på trods af så svært det var. For jeg hoppede. Jeg hoppede højt, for at kunne nå. Nå livet. Og jeg gav en lille del af mig selv, og dig, for at nå. Udover det, var det hoppet værd.


Den smukkeste dag i mit liv er blot falsk, siger du.

Crushed and filled with all I found underneath and inside out

Jeg vil bare fordybe mig i et univers som dette, hvor blomsten er lilla, og dit ansigt, ja det er sort, Alt er nyt. Nyt er nok til mig. Giv mig mere.

Fever Ray//Fuck Buttons at Put On Your Ear Goggles

Idag

To sind og en verden pt. 2

28/4 2009

Jeg kan selv. Jeg kan mere end dig. I dag kan jeg. Jeg står op kl. 7. Hvilket er tidligt, ja. Ikke så tidligt som mandag, men tidligt nok. Tidligt nok til jeg sagtens kan nå i skole. Men sådan noget. Nej tak. Jeg vil se det. Dig. Det. Jeg pjækker. Det er allerførste gang i dag. Helt rigtigt, altså.

Så jeg går. Jeg har intet med mig, af brug. Og alligevel er jeg fyldt op. Og det er mine lommer. Der kan man finde en masse. Hvis og hvis. Og lidt mere hvis. Hvis man hedder Alexander, og ved hvad det er. Jeg hedder Alexander, og jeg ved det.

Jeg er opdelt og splittet, i al simpelhed: Rebelskhed, utryghed og nyfundne forventninger. Lige præcis de nyfundne forventninger ser jeg tydeligt. At det ikke bliver opfyldt er noget andet. For de er der. Jeg tror på meget. Men jeg er heller ikke naiv. Så at jeg tror, synes jeg godt om. Det er stort at jeg tror på dig.

Jeg sidder. For jeg er allerede færdig med at gå. Det er heller intet stort. Så nu sidder jeg. Jeg finder mig til rette. Aflåst for ventetiden. Jeg sidder på det klammeste narko-toilet. Aflåst i tryghed. Og det er fint. For man må godt side, når også man har gået. Og jeg går en del. Men ikke så meget som jeg sidder til tider. I dag går jeg mest. Men før det finder jeg mig nu til rette på et andet sæde. Her ser jeg en masse. Hvad ser du med? Det svinger her. Jeg ser lige nu med øjnene. Ud af vinduet, og ned på blækket. På en skov, i en bog. Jeg har glemt hvad jeg har gjort. Igen. Jeg har i hvert fald ikke løjet.

Så venter jeg igen. Men jeg føler mig blot afsløret. Har i set mig? Kigger i ikke efter mig, og holder øje. Klassekammerater og lærere. Nej. For her er i ikke. Jeg falder i søvn. Står op. Så falder jeg i søvn igen. Og hej. Der er du. Jeg prøve igen. Og.. Hej! Dér er du! Nu er jeg ikke så bange mere. For du har lige taget dine solbriller af – de der som minder mig om Jesus and Mary Chain. Dem der minder dig om Juno. Juno minder om dig. Det er ren kædereaktion. Faktisk kan jeg ikke selv. Det afhænger af så meget. Jeg prøver meget. Det er mit nytårsforsæt. Jeg vil faktisk være uafhængig. Men det spolerer min mor. Hun er dejlig. Hun har mere kærlighed end jeg. Eller ikke. Men hun er stor. Større end træet der væltede i haven. Gamle nyheder. Træet væltede for flere år siden.

Vi snakker. Og vi laver også andet. Ikke det jeg havde forventninger til. Jeg forventede mere. Men at forvente er ikke det rette ord. For selvom det ikke var det. Så var det sikkert nok. For i dag er ugens bedste dag, og i dag er musikken højest. Jeg har fået min ipod igen. Hvor er her varmt. Så varmt at jeg er fyldt op med det. Det er varmt i dag. Det er en varm dag.

Jeg vinker faktisk. Kliché. Jeg synes det var et godt farvel. Farvel. Godt fordi jeg vinker. Du skriver at du elsker mig, og jeg rykker på skuldrene. Det ser du godt, og kigger lidt sært på mig. Og smiler. Smiler det der smil. Jeg kan godt være arrogant. Det sagde du også i dag. Men jeg er god. Og jeg er glad. Det ideale menneske, uden tvivl. For det er jo klart det jeg sigter efter.

Nej. Jeg er faktisk bare ligeglad. Det virkede bare som det der burde stå.

And it rips through the silence; all that is left is all that i hide – Det synger du. I lidt over to minutter. Det er noget jeg godt kan lide. Det er en sang. En sang der hedder Elephant Gun. Sangen er skrevet af et alias AKA Beirut. Og det er en sang man savner. Og det gør jeg også nu. Jeg savner den. Men du synger det kun i to minutter. Og du plejer i syv. Men så synger en anden – Min mobil. Den ringer, og du er der allerede igen. Din stemme er blød. Og vi snakker. Lige lidt.

Jeg er hjemme. Efter lidt. Lidt kaldes også at gå. Men når jeg kommer hjem står der noget andet på tapetet. Jeg gider ikke sidde. Ikke i dag. Så jeg smider tøjet, kaster nudler ud over alt. Jeg græder. For jeg er så træt. Så træt, at nudler blot burde være i munden. Tygge tygge. Nej. Jeg samler op. Men jeg er under min dyne om lidt igen. Og varmen.. Den har jeg igen. Der er varme under min dyne. Så varmt at jeg husker hvor tyg jeg er. Jeg er rigtig tyg i dag.

DOM DOM. Klaveret brummer. I mine ører. Den brummer mig i, til en anden ringer: ”Jeg ville bare høre, har du det godt Alexander?”

Min dag har ikke haft meget nyt at byde på. Jeg er blevet varm gang på gang. Tak Sabrina. Tak dyne. Tak Pelle.

Jeg sidder. Ved du hvad? Jeg er splittet på ny. Mine fødder er plantet på et tæppe. Intet mere. Min røv er svøbet ind i sofa – den sidder på et dødt dyr.

Mine fingre rykker febrilsk efter mere. Nu er der ord. Dem har jeg lavet. Helt selv. Jeg kan selv.