burde man skrive videre eller slippe det der?

At spilde sin tid

Bølgerne. Bølgerne brød hinanden ned, ligesom altid. Bølgerne brød hinanden ned, som om det var – det var den evige kamp om at nå kysten, at kysse stenen og slikke klitten, for derefter at trække sig tilbage, føle sig småsølle (og teenagepinlig?) For at falde ned til slap, og højst spjætte når næste bølge sprang på moder jord. Bølgerne trak sig tilbage. Èn efter én. Eller hvor mange det nu var muligt for at komme til ad gangen.

Det kunne være hvilken som helst dag. Det var det vel også. Eller. Det ved jeg sgu da ikke. Jeg skriver stadig. Som om jeg ved hvad det handler om. Som om at du gør.

Han levede i en lejlighed, ligesom en, to, tre andre. Hvem? Hovedpersonen. Han lever, jeg mener – han ånder i sin by, i sit hjem og i ”sin kvinde”. Han stønner ved tanken om selv at bestemme. Manden vil være fri. Nu ved du snart hvad det handler om. Det tog ikke særlig lang tid. Og så svært var det heller ikke. Og pludselig blev han jeg-person.

Jeg gik ned ad gaden, vejen, ved siden af de mange mennesker og kun fremad. Længe, lige ud. Længe, lige ud. Jeg havde intet at bruge min tid på. Eller hvad man nu kaldet det. At spilde sin tid. Derfor skete det. At jeg nåede ned til enden ad det helvede, den vej, det liv. Jeg tændte for lyset, med nøglen, ved springvandet. Dér gik det op for mig at det var mørkt – før. For enden ad vejen, i og efter helvede, før livet. Vandet sprang mig i øjnene, og ja, jeg blev blændet. Lige dét er ikke svært at forstå. Lyset blev reflekteret på vandets overflade og i det. I dine tanker undrede du dig nok stadig; ”en tom metafor?”. Det tænkte jeg også. Sarkastisk var det, også i det sekund hvor vandet gik, og jeg sprang ud i livet. Lyset var der stadig.