World through my eyes

Det er underligt.. Eller det er jo der så meget der er, men det her så underlige på den ordenlige måde, haha.

Prøv at tænk, hvor tit vi går rundt mellem andre, og ser på hinanden som om vi bare var et andet individ. Et klamt individ. Et lækkert individ. Bare endnu et individ.

Hvad er det der gør os til noget som helst? Jeg har længe gået rundt ubevidst, og følt at mig og min krop var et, jeg udtrykte mig gennem min krop, min mund og mine øjne, for at fortælle jer, individerne, hvad jeg var.

For et par dage siden gik det dog op for mig at jeg muligvis tog fejl. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke har været bevidst om, jeg tænkte med min hjerne, det er ikke det, men det er mere som om at jeg ser dén som mig, og ikke min krop. En krop, der højst burde have til formål at beskytte mig selv, jeg.

Man kan ikke undgå, lige meget hvad, at ens krop går i forrådnelse, den ældes, og falder sammen, ligesom alt andet der når det kommer til stykket, kun er tyndt som papir. Dog er denne forrådnelse af livet og dets gang intet mindre end smuk, men den er ikke del af os som individer.