Jeg kan slet ikke overskue at skulle tilbage til efterskolen lige nu. Ikke fordi jeg ikke gider. Jeg ooooorker det bare ikke. Jeg tror jeg tager mig en lille lur, og tager en lytter til det nummer sabrina lige har introduceret mig for igen. Repeat, repeat, repeat.
Bedre end originalen, ikke?
søndag den 6. september 2009
lørdag den 5. september 2009
Jeg drømte
Jeg har købt Dogville og Mikkel Fossmos "Muldvarp og pelikan", det kan jeg godt lide. Og mine nye shorts.
Og alt det andet lort jeg elsker.
Og en drengs kys.
Og alt det andet lort jeg elsker.
Og en drengs kys.
torsdag den 3. september 2009
Der sker så meget
Der sker så meget, siger jeg dig, jer, en eller anden - eller nok mere til mig selv. Det hele sker omkring mig, eller i hvert fald det meste. Jeg kan jo også sagtens mærke der sker noget i mig. Noget.
Alt fylder, og nok mest af alt. Ja. Jeg ved det ikke. Meget fylder, og som jeg skriver det her er jeg faktisk meget glad. Jeg har weekend i blodet og Sabrina i hovedet lige nu, ikke dårligt. En lille ting der fylder meget er at jeg af en eller anden grund ikke kan poste billeder på skolen. Og mine billeder til Gaffa Photo Shot er lidt for store, godt lavet. Hvordan komprimerer man dem lige mindre?
I dag er det fredag, god dag. Og jeg ved at jeg ikke bliver på skolen, men tager med ned i byen sammen med så mange andre. Og drikker. Eller de drikker. Jeg vil bare have fulde billeder. Så tager jeg hjem i nat og sover dagen ud, får hvad jeg mangler, og smutter til århus igen. Ser Dúné kl. 13, ser Dúné kl.20. Jeg kan faktisk vældig godt lide deres nye album lige nu. Ikke dårligt, selvom jeg synes jeg har oplevet meget bedre musik på det sidste. For tiden er jeg ret glad for at have opdaget The Antlers, Wild Beasts, The XX, Moderat, også bare Arctic Monkeys og Mews nye album. I like. Som sidste weekend med Mikael Simpson, Band Ane, Kiss x3, og alt det andet. Så nu ser jeg bare frem. Især November bliver en god måned;
Dúné 5 sep., 6. November
Horrors 8. november
Troels Abrahamsen eller Efterklang 13. November?
Mew 27. November
Og ovenpå en lækker teateroplevelse med Populær musik fra Vittula, synes jeg faktisk der sker meget. Kulturelt.
Alt fylder, og nok mest af alt. Ja. Jeg ved det ikke. Meget fylder, og som jeg skriver det her er jeg faktisk meget glad. Jeg har weekend i blodet og Sabrina i hovedet lige nu, ikke dårligt. En lille ting der fylder meget er at jeg af en eller anden grund ikke kan poste billeder på skolen. Og mine billeder til Gaffa Photo Shot er lidt for store, godt lavet. Hvordan komprimerer man dem lige mindre?
I dag er det fredag, god dag. Og jeg ved at jeg ikke bliver på skolen, men tager med ned i byen sammen med så mange andre. Og drikker. Eller de drikker. Jeg vil bare have fulde billeder. Så tager jeg hjem i nat og sover dagen ud, får hvad jeg mangler, og smutter til århus igen. Ser Dúné kl. 13, ser Dúné kl.20. Jeg kan faktisk vældig godt lide deres nye album lige nu. Ikke dårligt, selvom jeg synes jeg har oplevet meget bedre musik på det sidste. For tiden er jeg ret glad for at have opdaget The Antlers, Wild Beasts, The XX, Moderat, også bare Arctic Monkeys og Mews nye album. I like. Som sidste weekend med Mikael Simpson, Band Ane, Kiss x3, og alt det andet. Så nu ser jeg bare frem. Især November bliver en god måned;
Dúné 5 sep., 6. November
Horrors 8. november
Troels Abrahamsen eller Efterklang 13. November?
Mew 27. November
Og ovenpå en lækker teateroplevelse med Populær musik fra Vittula, synes jeg faktisk der sker meget. Kulturelt.
Lucy
Som jeg lå der i græsset var der ikke meget omkring mig. Ikke mere end alt, men det er vel også.. Rigeligt. Græs, træer, mennesker. Både tæt på og længere væk. Men tættest var dog himmelen – himmelen og mine drømme. Det var der jeg var. Dét mener jeg. Jeg var i mine drømme. Der var jeg.
Mine drømme talte til mig, de sagde lige hvad jeg ville høre. Og de sagde det varsomt. De nærmest hviskede det. Med vinden. En drømmende hvisken, lige dét der lå op at pusten. Det var rigtig nok.
For drømme er virkelige. De lever jo.
Derfor levede jeg oppe i himlen. Lige dér. Mellem skyerne. De to du ser når du kigger op. De to skyer der ligner en. For det er det de er. Og de er virkelige. Virkelige drømme.
Jeg var for længe blevet træt af jord, mad og mennesker – ”medmennesker”. Jeg indrømmer gerne, jeg søger. Jeg leder. Jeg vil have mere. Jeg stræber – ”derfor er jeg”. Sådan er jeg, det siger jeg dig. I klangen af klichéens uskyld.
For der var du der. Deroppe. Det må være det jeg svarer, når i spørger. Spørger hvorfor jeg forlod jer. Spørger hvorfor jeg ikke kommer ind. Fordi jeg er ved hende. Og nu, for at du ikke tror jeg modsiger mig selv, så er hun mere end menneske. Mere end dig. Jer alle. Alt. Og lidt til. Hun er mit smil. Det frodigste smil, det der giver fugt på læberne. Det der fik vore læber til at glide fra hinanden. Der var så fugtigt. Der ér så fugtigt. Der hvor i er.
Derfor lever jeg her – over jer. Og jeg spørger da også mig selv til tider, ”hvorfor kommer i ikke her op?”. Jeg spørger dog også blot, for igen at modsige mig selv med grådighed: ”Lucy er min”.
”Jeg forstår det jo ikke”, siger du til dig selv. Men det gør du da. Menneske. Det er kun humant, jo humant, BLOT humant. Du vil også, ligesom jeg bare have. Have et eller andet. Og lige dét er ikke grådighed. Medmindre du stiller det op som nogle nu gør. Mennesket er grådigt.
Nej. Mennesket vil bare have. For mennesket har brug for. Det er undskyldt. Jeg er undskyldt. Det sagde hun. Det siger jeg nu. Bare for at.
Ja, konstatere.
For det er vel det i gør, dernede. Hvor jeg var. Der. Når i konstaterer og klapper jer selv på skuldrene, og føler at i er i himmelen. Er himmelen. Føler i. Vi. Ligesom jeg og Lucy.
Undskyld, jeg mener Lucy og jeg.
Så jeg håber at i vil forstå, eller bare tænke. Tænke når i kalder mig overlegen og arrogant. Tænke før og efter. Før og efter jeg er væk. I kalder mig væk. Jeg har det bare godt. Jeg har det bare bedre. Heroppe. Her hvor alle BURDE være. Men det er i ikke, heldigvis. Jer.
Jeg håber i vil forstå. Jeg håber det går op for jer at jeg ved hvad jeg tror. Ved at jeg tror, tror at jeg ved. Jeg håber at i ved, at jeg håber i vil tro det samme. Og ende med at vide.
Jeg håber snart du stopper med at skrige: ”Lucy lever ikke i himmelen”.
Mine drømme talte til mig, de sagde lige hvad jeg ville høre. Og de sagde det varsomt. De nærmest hviskede det. Med vinden. En drømmende hvisken, lige dét der lå op at pusten. Det var rigtig nok.
For drømme er virkelige. De lever jo.
Derfor levede jeg oppe i himlen. Lige dér. Mellem skyerne. De to du ser når du kigger op. De to skyer der ligner en. For det er det de er. Og de er virkelige. Virkelige drømme.
Jeg var for længe blevet træt af jord, mad og mennesker – ”medmennesker”. Jeg indrømmer gerne, jeg søger. Jeg leder. Jeg vil have mere. Jeg stræber – ”derfor er jeg”. Sådan er jeg, det siger jeg dig. I klangen af klichéens uskyld.
For der var du der. Deroppe. Det må være det jeg svarer, når i spørger. Spørger hvorfor jeg forlod jer. Spørger hvorfor jeg ikke kommer ind. Fordi jeg er ved hende. Og nu, for at du ikke tror jeg modsiger mig selv, så er hun mere end menneske. Mere end dig. Jer alle. Alt. Og lidt til. Hun er mit smil. Det frodigste smil, det der giver fugt på læberne. Det der fik vore læber til at glide fra hinanden. Der var så fugtigt. Der ér så fugtigt. Der hvor i er.
Derfor lever jeg her – over jer. Og jeg spørger da også mig selv til tider, ”hvorfor kommer i ikke her op?”. Jeg spørger dog også blot, for igen at modsige mig selv med grådighed: ”Lucy er min”.
”Jeg forstår det jo ikke”, siger du til dig selv. Men det gør du da. Menneske. Det er kun humant, jo humant, BLOT humant. Du vil også, ligesom jeg bare have. Have et eller andet. Og lige dét er ikke grådighed. Medmindre du stiller det op som nogle nu gør. Mennesket er grådigt.
Nej. Mennesket vil bare have. For mennesket har brug for. Det er undskyldt. Jeg er undskyldt. Det sagde hun. Det siger jeg nu. Bare for at.
Ja, konstatere.
For det er vel det i gør, dernede. Hvor jeg var. Der. Når i konstaterer og klapper jer selv på skuldrene, og føler at i er i himmelen. Er himmelen. Føler i. Vi. Ligesom jeg og Lucy.
Undskyld, jeg mener Lucy og jeg.
Så jeg håber at i vil forstå, eller bare tænke. Tænke når i kalder mig overlegen og arrogant. Tænke før og efter. Før og efter jeg er væk. I kalder mig væk. Jeg har det bare godt. Jeg har det bare bedre. Heroppe. Her hvor alle BURDE være. Men det er i ikke, heldigvis. Jer.
Jeg håber i vil forstå. Jeg håber det går op for jer at jeg ved hvad jeg tror. Ved at jeg tror, tror at jeg ved. Jeg håber at i ved, at jeg håber i vil tro det samme. Og ende med at vide.
Jeg håber snart du stopper med at skrige: ”Lucy lever ikke i himmelen”.
tirsdag den 1. september 2009
Underligt
Det er sgu underligt, det der liv. Det er der altid, men det er så sjældent at man rigtig lever. Jeg ved ikke helt om jeg lever uden dig. Gør du?
Lever jeg så nu? Det er lidt forvirrende lige nu. Og jeg tør ikke engang kigge på min mobil. Intetsigende indlæg, i skulle bare vide hvor kreativ jeg føler mig for tiden.
Lever jeg så nu? Det er lidt forvirrende lige nu. Og jeg tør ikke engang kigge på min mobil. Intetsigende indlæg, i skulle bare vide hvor kreativ jeg føler mig for tiden.
Abonner på:
Opslag (Atom)