Som jeg lå der i græsset var der ikke meget omkring mig. Ikke mere end alt, men det er vel også.. Rigeligt. Græs, træer, mennesker. Både tæt på og længere væk. Men tættest var dog himmelen – himmelen og mine drømme. Det var der jeg var. Dét mener jeg. Jeg var i mine drømme. Der var jeg.
Mine drømme talte til mig, de sagde lige hvad jeg ville høre. Og de sagde det varsomt. De nærmest hviskede det. Med vinden. En drømmende hvisken, lige dét der lå op at pusten. Det var rigtig nok.
For drømme er virkelige. De lever jo.
Derfor levede jeg oppe i himlen. Lige dér. Mellem skyerne. De to du ser når du kigger op. De to skyer der ligner en. For det er det de er. Og de er virkelige. Virkelige drømme.
Jeg var for længe blevet træt af jord, mad og mennesker – ”medmennesker”. Jeg indrømmer gerne, jeg søger. Jeg leder. Jeg vil have mere. Jeg stræber – ”derfor er jeg”. Sådan er jeg, det siger jeg dig. I klangen af klichéens uskyld.
For der var du der. Deroppe. Det må være det jeg svarer, når i spørger. Spørger hvorfor jeg forlod jer. Spørger hvorfor jeg ikke kommer ind. Fordi jeg er ved hende. Og nu, for at du ikke tror jeg modsiger mig selv, så er hun mere end menneske. Mere end dig. Jer alle. Alt. Og lidt til. Hun er mit smil. Det frodigste smil, det der giver fugt på læberne. Det der fik vore læber til at glide fra hinanden. Der var så fugtigt. Der ér så fugtigt. Der hvor i er.
Derfor lever jeg her – over jer. Og jeg spørger da også mig selv til tider, ”hvorfor kommer i ikke her op?”. Jeg spørger dog også blot, for igen at modsige mig selv med grådighed: ”Lucy er min”.
”Jeg forstår det jo ikke”, siger du til dig selv. Men det gør du da. Menneske. Det er kun humant, jo humant, BLOT humant. Du vil også, ligesom jeg bare have. Have et eller andet. Og lige dét er ikke grådighed. Medmindre du stiller det op som nogle nu gør. Mennesket er grådigt.
Nej. Mennesket vil bare have. For mennesket har brug for. Det er undskyldt. Jeg er undskyldt. Det sagde hun. Det siger jeg nu. Bare for at.
Ja, konstatere.
For det er vel det i gør, dernede. Hvor jeg var. Der. Når i konstaterer og klapper jer selv på skuldrene, og føler at i er i himmelen. Er himmelen. Føler i. Vi. Ligesom jeg og Lucy.
Undskyld, jeg mener Lucy og jeg.
Så jeg håber at i vil forstå, eller bare tænke. Tænke når i kalder mig overlegen og arrogant. Tænke før og efter. Før og efter jeg er væk. I kalder mig væk. Jeg har det bare godt. Jeg har det bare bedre. Heroppe. Her hvor alle BURDE være. Men det er i ikke, heldigvis. Jer.
Jeg håber i vil forstå. Jeg håber det går op for jer at jeg ved hvad jeg tror. Ved at jeg tror, tror at jeg ved. Jeg håber at i ved, at jeg håber i vil tro det samme. Og ende med at vide.
Jeg håber snart du stopper med at skrige: ”Lucy lever ikke i himmelen”.
